Kære læser

Dette bliver sidste indlæg - måske har du allerede 'tjekket ud', fordi vi jo er kommet tilbage, og arbejdet dermed er færdiggjort. Men behovet for en smule bearbejdning har meldt sig, så derfor et par tanker mere:

Den sidste uge gik rigtig godt! Farvellerne blev gode, og vi kom omkring alle de 'vigtigste' personer.

Christian havde givet mig lov til at tage prædikenen den sidste weekend, og her blev Luthers korsteologi foldet ud på baggrund af Joh 15,26-16,4, hvor Jesus taler om, at vidne for ham og derigennem opleve modstand. Korsteologien pressede sig på, idet Jesus her tydeligt opfordrer os til at komme til ham i alt, hvad vi udsættes for af smerte, modstand, forfølgelse, hån, byrder osv. Det er under ingen omstændigheder et spørgsmål om at tage sig sammen, når tingene er svære og bare være modig og standhaftig! Han opmuntrer os til at erkende vores svaghed og til gengæld modtage alt fra ham, først og fremmest visheden om, at Korset står fast; at der ikke kan rokkes ved vores fred med Gud, fordi der ikke kan rokkes ved Korset (derfor hedder det korsteologi). I virkeligheden er dette det eneste sikre, vi har i alt, hvad der hedder modgang. Men det er på den anden side også så sikkert, at det kan bære os hele vejen hjem!

Hmm.. ja, jeg skriver nok også dette, fordi jeg heller ikke selv har andet at holde mig til, virkelig holde mig til, så egen-påmindelsen er temmelig vigtig.

Og så kom vi hjem.. Til Copenhagen Airport. Det var egentlig ikke så fremmed for os ift. det, vi kom fra: Masser af vidt forskellige mennesker, butikker, lyde, lys osv. Til gengæld var det noget af et antiklimaks at træde ned på perronnen på Kolding togstation og gå de 300 m hen til busstationen en mandag eftermiddag. Dét skal opleves: At komme fra Verdens centrum - sådan kan Israel virkelig opleves pga. al mediebevågenheden, den religiøse spænding, politiske spænding, blandingen af de to, og så bare det at leve i en storby, Tel Aviv - og så lige pludselig stå i en dansk provinsby, se nogle cyklister trille forbi og en enkelt bil... Tjaeh, det blev simpelthen bare lidt ligegyldigt, tamt og kedeligt. Det var som om, intensiteten fes ud af livet. Okay, stærke ord, men det var ikke desto mindre min oplevelse.

Jeg kom mig dog hurtigt ovenpå stemningschokket, og Laura og jeg tilbragte en herlig uge hos hendes søster og svoger i Løgumkloster, inden vi kørte nordpå til Århus, hvor vi nu er vel installeret i ny lejlighed med plads til fire. Alligevel meldte en lidt anden variant af stemningschokket sig. Denne gang ikke som et 'chok', mere bare som snigende tanke: Der er en anden alvor og seriøsitet i landet, en anden. Danskere kan bestemt være alvorlige og seriøse, men jeg har oplevet det stærkere i Israel, fx når vi er stødt ind i mennesker - måske bare har set dem på gaden - og straks vidst, at disse er klar til at dø for deres overbevisning/tro, måske ligefrem også slå ihjel for den. Hvor mange danskere er det (og her tænker jeg ikke på det sidste)? Det hænger grangiveligt sammen med , at noget (Gud, Elohim, Allah) er større end den enkelte - derfor må det være ok at dø. Og selvom jeg er dansker og glad for at være det, så kunne jeg på mange måder bedre identificere mig med denne livsanskuelse: Alt er ikke relativt, jeg er ikke verdens centrum, jeg er ikke nødt til at forstå alting ud fra mig selv, jeg lever ikke for at realisere mig selv. Men derimod: Gud er størst og absolut, verdens centrum, den, hvor ud fra alt må forstås, og han skal realiseres, ved at vi ærer ham (og dermed realiseres vi også selv, men på en omvendt måde). Her havde jeg noget til fælles med jøder og muslimer, som jeg har svært ved at finde i mit forhold til mange danskere. Men dermed er jøderne og muslimerne ikke mere frelste end danskerne! - og heller ikke mig. Vi er allesammen lige afhængige af, at Gud besøger og forløser sit folk (Luk.1,68).

Og det gjorde han!! :)

Så hav et godt liv med masser af glæde i Herren!

Kh. Jakob og Laura

Kære læser

Endnu en uge...

I torsdags havde vi Youth Bible Study. Her var vi Laura, Knut Arne, Julia (ukrainsk messiansk jøde) og mig. Det blev til en rigtig god snak om, hvorfor vi beder om tilgivelse, og hvad vi har af tilgivelse i og med troen, troen på Jesus alene. Det var især Julia, der stillede spørgsmål, og det kunne jeg godt forstå, for hendes og vores opfattelse omkring ovenstående clashede en smule sammen (et helt igennem udramatisk og positivt clash). Hun er oplært til at tro, at vi er nødt til at bede om tilgivelse dagligt, før vores synder fjernes. Overfor denne troslære var det herligt at kunne vise til fx 1. Joh. 3,9 og lignende steder, der utrolig stærkt taler om den kristnes syndfrihed i Jesus. Selvfølgelig ikke syndfrihed som i at vi ikke gør synd, men frihed fra synden, fordi Jesus har fjernet den, og at den er fjernet så længe, vi tror på ham, og at syndsbekendelsen derfor er til for vores egen skyld og egentlig ikke Guds, fordi han ikke ser den - pga. Jesus.

Herligt at se, at det rørte hende og flyttede noget i hende. Alt andet ville også være en smule ærgerligt. At leve i troen på, at man skal huske at bede om tilgivelse for alle sine synder hver dag for overhovedet at kunne få tilgivelse, svarer jo stort set til katolsk praksis.

Igennem bibelstudiet her blev vi endnu engang bekræftet i, at en luthersk kirke har stor relevans her i landet.

Og så var vi på Outing i går. Menighedstur.

Vejret var godt! Nok lidt for varmt, men ellers godt. Her følger nogle billeder:

Den ældre herre i hvidt tøj til venstre er en slags munk og vist os rundt på retrætestedet Latrun midt i mellem Tel Aviv og Jerusalem.
Frokosten indtaget i træernes svalende skygge.
Videre fra Latrun til landsbyen Neve Shalom (Fredsoasen), hvor jøder og arabere i 40 år har levet sammen side om side i et slags forsoningsprojekt.

Hvad mere? Tjaeh... Det er vores sidste uge, og afskederne begyndte allerede i dag. Lidt mærkeligt og vemodigt. Vi glæder os til at komme hjem, men har ikke hastværk med at komme afsted. Forhåbentlig bliver det en god sidste uge. Bed gerne for det!

Kh. Laura og Jakob

Kære læser

Søndag aften og et par tanker, oplevelser og billeder:

Vi starter med nogle billeder fra tirsdag 17. maj, hvor Knut Arne var i hopla med bunaden på. Han lavede også kage til os alle sammen og serverede is for børnene - en meget fin måde at være nationalistisk på :)

Dagen før havde Knut Arne, Laura og jeg været på tur til Israel-museet i Jerusalem, og i det vi kommer hjem og krydser græsplænen foran vores hus, ser vi en to meter lang slange på vandring (krybning). Ejeren var der heldigvis, og jeg fik lov til at holde den. På det første billede lykkes det mig at fremtvinge et smil; jeg skal ærligt indrømme, at det ikke var sjovt! Slangen var ganske vist ikke giftig, men bide kunne den stadigvæk godt finde på, og det ville gøre ondt. Alting gik dog godt, og billedet blev da ok.

Her prøvede jeg at undgå, at den viklede sig om min hals.

Torsdag havde vi så Kids' Club, og mon ikke om slangemanden og hans kæledyr indfandt sig på græsplænen til stor interesse for vores børn. Der skete heldigvis ingenting, og efter 10 min., hvor det var komplet umuligt at få noget budskab igennem til de små, fik vi startet en leg, og lidt senere smuttede slangemanden (som for øvrigt er meget hyggelig med alle sine tatoveringer og øreringe)

Så blev det fredag, og Laura og jeg tog til Haifa og en konference for kristne studerende her i landet. Det blev en rigtig hyggelig omgang, da vi først kom i gang (der er noget med at starte til tiden, som det åbenbart kun er nord-europæere, der har forstået...). Det gjorde især indtryk på mig at se kristne jøder og arabere stå og lovsynge sammen, både arabiske og hebræiske lovsange. At aftenen efterfølgende blev en smule ødelagt af en alt for lang og dårlig tale om bøn, er godt nok lidt ærgerligt. Taleren sagde her en masse om vores indstilling i bøn, om at have tillid nok og være udholdende nok på en måde, som lagde hele bønneansvaret over på os og krævede en masse af os, mens Guds løfter og mægtige virke blev temmelig overset.

Her har luthersk kristendom igen en sund og frisættende bibelforståelse at byde ind med, og derfor er jeg rigtig glad for, at studentersekræteren i Israel, Zvi Belzer, er ansat af Israelsmissionen, kan blive præget ad den vej og være med til give det videre til alle dem, han kommer i kontakt.

God uge med ønske om masser af bøn, fordi Gud er barmhjertig og god!! :)

Kh. Jakob (og Laura)

Kære læser

Så blev det mandag og blogtid, men vi starter præcis for en uge siden, mandag d. 9. maj, hvor Laura, Knut Arne, Matthijs (hollandsk udvekslingsstuderende som kommer i vores kirke) var på tur til Mar Saba, et kloster 15 km øst for Betlehem i Judæ-ørkenen.

Vi prajede en taxi i Betlehem med en spinkel lille arabisk mand, som selvfølgelig lagde ud med at kræve med en det dobbelte af den pris, vi til sidst endte på. Okay, så var han sat i bås; endnu en nærig skiderik. Men mit syn på ham ændrede sig i løbet af køreturen. Han kørte nemlig så forsigtigt og ordentligt, og efter nogle km sagde han selv, at det var fordi, han kunne se, at kvinden (Laura) var gravid. Hmm, meget betænksomt.

Da vi så nåede frem til klosteret havde Laura fået det dårligt og kastede op lige udenfor bilen. Her chaufføren igen betænksom og fandt straks vand frem fra bagagerummet, og da jeg spurgte ham til noget papir, fik han også hurtigt fat i det. Super fin mand.

Efter en vidunderlig tur omkring klosteret - som virkelig er et syn værd!!! - spurgte vi chaufføren, som havde ventet på os, om han havde mulighed for at køre os direkte til Jerusalem. Hertil grinte han lidt og sagde, at hvis han bare kunne betale os det tredobbelte af, hvad vi nu betalte ham, og på den måde komme med os til Jerusalem, ville han være godt tilfreds! Med andre ord: Han var lukket inde på Vestbredden og kunne kun komme ud en gang i mellem.

Jeg vidste godt, at det forholdt sig sådan med de fastboende på Vestbredden, men har aldrig tænkt videre over det. I det jeg så mødte denne mand, blev det noget andet, for han var ægte, hjælpsom og venlig. Jeg kunne ikke fri mig for den tanke, at det bare bliver forkert, at lukke så mange mennesker inde for Israels sikkerheds skyld. Det forekom mig, at Vestbredden nærmest var ét stort fængsel, og hvad gør fængsler ved mennesker i længden...?

Problematikken blev selvfølgelig lige vendt på hovedet i går d. 15. maj: 3. internationale Intefada. Uroligheder i Gaza. En bus, der dræber en person og sårer andre i Tel Aviv, og grænsestridigheder ved Syrien og Libanon. Og dermed må jeg give Israel ret i, at de er nødt til at i meget høj grad at beskytte sig selv. Men hvor går grænsen for sikkerhedsforanstaltninger?

Tjaeh...

Bed for fred her i området!

Og nyd så et par billeder:

Vi gik ned ad stien til venstre i billedet forbi klosteret og kom op på den side, som kan ses på næste billede
Det øverste billede blev taget fra en position oppe på kløfteryggen yderst til venstre på dette billede.

Hav en god uge!

Kh.

Kære læser

Bare et meget kort indlæg:

I dag var Knut Arne og jeg til Outreach med The Bible Society (Bibelselskabet) inde fra byen. Vi satte et par borde op i en lille park tæt på Central Bus Station, et område hvor der er mange indvandrere, fremmedarbejdere og flygtninge. Fra bordene delte vi bibler på mange forskellige sprog ud, en gruppe fra bibelselskabet opførte også drama, og til sidst var der noget forkyndelse.

De to borde, vi havde sat op, stod et lille stykke fra hinanden, og på et tidspunkt kom der et par afrikanere gående fra det andet bord på vej over til og forbi os, og i det de passerede - hver af dem med en nylig erhvervet bibel i hånden - sagde den ene på engelsk med tyk afrikaneraccent: "It's da word of God. It's power!!"

Jaeh, det, synes jeg ganske enkelt bare, var så godt sagt, så det fortjente et blodindlæg.

Guds ord - Guds kraft!!

Og forresten var der også flere muslimer, der tog i mod bibler, så dermed har du/I fået et forbønsemne :)

God søndag i morgen!

Kh. Jakob - og Laura

Kære læser

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Golan med Jakob, præst i Jerusalem, Knut Arne, Lea, Mette og Kirsten.

Igen en vidunderlig tur, og der følger naturligvis billeder nedenfor...

Det sociale var utrolig godt, selvom vi var forholdsvis forskellige som personer.

Fysiske udfordringer var der nok af både for trænede og bedre trænede - her skal PræsteJakob have en stor tak for at tilrettelægge på en måde, der tilgodeså enkeltpersoner, samtidig med at fællesskabet havde førsteprioritet.

Og igen viste den israelske natur, at den har mere end sten, sand og badevand at byde på, men det er vist heller ingen hemmelighed længere!

Udsigt ud over Yehudia og Meshushim-kløfterne.. tror jeg nok..
Reje-springet... det ender godt!
Ren idyl!!!

Inden turen - som startede mandag og varede til onsdag - var det naturligvis weekend med gudstjenester, og det var blevet tid til den prædiken, jeg har fast én gang i måneden.

Teksten var om disciplene, der møder Jesus om aftenen påskedag og dernæst en uge senere igen, hvor Thomas også var tilstede. - En fantastisk tekst, bl.a. om tvivl, at prædike ud fra, og da jeg ser, at der sidder et par unge fyre, fra en kristen amerikansk familie, som kæmper en del med tvivl og spørgsmål til troen, og at der oveni dukker en kirkefremmed dansker op (hun kender en af de unge i menigheden), blev motivationen bestemt ikke mindre.

Jeg sagde noget om, at Jesus ikke roser os for tvivlen, men anerkender og imødekommer den, og bagefter nogle ord om, hvor troværdig opstandelsen er + +.

Efterfølgende var det interessant at høre, at både amerikanerne og danskeren havde fået noget ud af det. Måske burde det ikke overraske, for evangeliet er jo for alle, men når jeg ser det i praksis bliver det noget andet. Dér bliver det til opmuntring og glæde.

Præcis på samme måde som evangeliet om syndsforladelse kan gribe vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer, kan Jesu håndtering af tvivl også smelte vidt forskellige, skeptiske hjerter fra vidt forskellige kulturer.

Hav en fortsat glædelig uge!!!

Kh.

Kære læser

Jeg var lige ved at glemme den seneste uges rapport.

Som vi alle ved, har det været påske, og den er blevet behørigt fejret her i kirken med jødisk påskemåltid torsdag, liturgisk gudstjeneste Langfredag og opstandelsesgudstjeneste både lørdag og søndag.

Det var godt nok mærkeligt for mig at være med til gudstjenesten lørdag. Der skal helst være en stille og lidt langsom dag mellem fredag og søndag. Tiden skal nå at gå i stå, inden opstandelsesjubelen bryder løs. Men det når vi ikke Immanuelkirken, for de fleste af vores faste kirkegængere kan ikke komme til gudstjeneste søndag - Pessach, Påske eller ej - og derfor giver vi dem opstandelsen en dag i forskud.

På den anden side er alle vores gudstjenester - hele året rundt, stort set - opstandelsesgudstjenester, så set i det lys er det uproblematisk. Men alligevel lidt mærkeligt for en dansker.

Ellers har ugen været temmelig stille for mig; Laura har nemlig været i DK (kommer tilbage til mig i nat) til bryllup ved en god veninde. Min tid er blevet slået ihjel med bøger, film og strand - foruden alle gudstjenesterne. Jeg skal spare jer for detaljer om mine tårevåde nætter, henslæbt i dyb savn... Nu kommer hun jo tilbage, og så bliver jeg en standhaftig mand igen!

Alt vel!

Vi skrives ved i maj måned...

(Billeder fra påskemåltidet)

Det rigtige udstyr.
Påskeblomster.. de er i hvert fald gule. Kan ikke huske, hvad de hedder. PræsteChristian med sin søn og russiske Michael til højre.
Drengene linet op til sang.

Kære læser

Endnu en gang en forsinket mandagsrapport. I tidens ånd (påsken) tillader jeg mig dog at sige: Tilgiv mig!

Igen en god uge.

Min (Jakob) største oplevelse var fredag middag at sidde og snakke med en af vores medlemmer af menigheden, som er tidligere ortodoks (muligvis ultraortodoks) jøde, om en masse tvivlsspørgsmål. Fx anfægtelsen over ikke at se Åndens frugter i eget liv. Dernæst at kunne sidde og læse Rom. 7 med ham var rigtig stærkt, fordi Paulus gennem sin egen ærlige syndsbekendelse og pegen hen på Jesus nærmest omfavnede ham (min kære ven) og satte ham fri. Vi læste efterfølgende nogle andre bibelsteder med særligt fokus på synd og nåde, og igen blev han grebet/omfavnet af Jesu radikale tilgivelse.

Manden her var på jagt efter en nådig Gud og fandt det i Bibelens anerkendelse af hans åndelige tilstand og den dernæst grænseoverskridende barmhjertighed.

To dage efter kom han til gudstjeneste, og det er lige før, jeg tør påstå, at selv den mest karismatiske pinseven (intet ondt om pinsefolkene!!) ikke kunne have fuldt min ven i hans korporlige lovsang og tilbedelse. Det var fantastisk at se, hvad Guds nådige omfavnelse kan gøre ved et menneske!

Og den søndag var altså Palmesøndag, hvor vi (Laura og jeg) efter gudstjenesten i Tel Aviv, tog til Jerusalem for at være med i et Palmesøndagsoptog fra Oliebjerget og ned til og ind i den gamle by.

Turen op på bjerget var lidt hård for Laura. Hun er efterhånden en stor kvinde nu, men flot ser det ud!, og hun er stadig udholden som den bedste jøde!

Da vi havde stået oppe på toppen og ventet en halv times tid sammen med nogle andre danskere, kom optoget og vi vandrede af sted i lidt over en time.

I optoget var også min onkel Claus og moster Elisabeth (Elisabeth ses nederst på det første billede). Claus er på studieorlov i Jerusalem for at fordybe sig i gudstjenestens liturgi (så vidt jeg har forstået det), og Elisabeth er på besøg for at lave mad til ham... (ej, det sidste med at lave mad er jeg ikke helt sikker på, men god er hun i hvert fald til det med maden, så mon ikke hun i det mindste har en smule gang i gryderne ;)).

(Ved enden af vandringen foran Lion's gate.)

(Ned ad Oliebjerget.)

Og nu står fejringen af verdenshistoriens omdrejningspunkt for døren; en fejring jeg må klare uden fruen, for hun er i DK til venindebryllup. Jeg skulle egentlig have været med, men flybilletten koster penge, og man bliver ikke millionær af at være volontør, og desuden er der også brug for hænder her i kirken, så det... :)

Men Påsken står altså fast, bryllup, penge, hænder eller ej!! Og dermed er det visseligt, at "med sit eget blod, gik han [Jesus] en gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning." (Hebr. 9,12)

Glædelig og Jesusfyldt Påske!!!

Kh. os alle fire

Kære Læser

Mandagsrapporten blev til en tirsdagrapport, fordi konen og jeg har været på tur fra søndag til i dag.

Herlig tur: Golan og østsiden af Genesaret. Dagene gik med besøg i naturparker og -reservater og om eftermiddagen kørte vi ned til søen og fandt en græsplæne, hvor vi kunne slå vores telt op. Telt er godt nok ikke optimalt for en gravid at sove i - eller måske snarere liggeunderlaget - men Laura er udholden som en jøde (positivt!!), og lever stadig i bedste velgående :)

Et af de steder, vi så, hedder Kursi, og dér lod Jesus en flok dæmoner fare i nogle svin, som dernæst løb ud over en kløft og døde. Efterfølgende er det blevet et populært pilgrimssted, hvilket det stadig er. Hvad grunden er, forstår jeg egentlig ikke, for i mit hoved har det aldrig været noget specielt med den fortælling, men andre har åbenbart været af en anden mening...

Nå, men her følger nogle billeder:

Genesaret ved 17-tiden. Lækkert badevand! :)
Yehudia-bækken med flotte vandfald undervejs.
Laura og jeg midt i en å.

Og forresten: Jeg er for første gang blevet introduceret for den jødiske anti-missions-organisation Yad L'achim. Vores diakon Sari-Johanna sendte os nogle klip fra landsdækkende israelsk fjernsyn, som var blevet lagt ud på Youtube, der viste, hvordan de arbejder for at ødelægge alt kristent missionsarbejde her i landet, og jeg skal lige hilse og sige, at de ikke holder sig tilbage (Programmet var heldigvis kritiske overfor dem)!! Derfor: Bed for dem; at Jesus må blive herliggjort gennem deres nidkære arbejde mod ham, og at de alle sammen må ende som Paulus (fhv. Saulus) :)

Bed også for ofrene for deres kampagner. Mange af dem, ofrene, lider af paranoia længe efter et 'sammenstød' med Yad L'achim.

Alt vel og en Guds velsignet uge!

Kh.

Kære Læser Så er det tid til mandagsrapporten: Det var været en god uge! Onsdag var vi på stabstur til Qumran ved det Døde hav. Det blev en herlig tur for os ansatte + børn med tilpas udfordringer til alle (hvilket gerne skulle fremgå af de to nederste billeder). Tilbage ved bilerne og kiosken var det tid til den obligatoriske Ørkentursafslutningscola. Indtagelsen af cola ovenpå al den varme, sand, støv og sved giver drikken en helt ny dimension! Jeg kan ikke andet end anbefale det :)

Dagen efter var det igen tid til Kid's Club, og denne gang kom en ny nabokvinde med sin søn. Hun var utrolig glad for, at vi havde startet dette arrangement og ønskede at støtte os i brugen af det grønne område overfor hundeejerne, som lufter deres hunde dér og gøder jorden, hvilket er temmelig irriterende, når hundene har et afsat område 100 m længere væk, og børnene gerne vil spille fodbold på græsset, slå kolbøtter, og hvad børn ellers gør. Desuden støtter kommunen os: Græsset er ikke til hundene. Faktisk satte de et skilt op mod hunde sidste sommer, men hundeejerne har selv pillet det ned... Sådan gør man åbenbart her i landet - nogle gør i hvert fald. Med en samlet indsats kan vi måske overbevise hundeejerne om, at vi har retten på vores side, og at børnelatter svævende henover græsset er bedre end hundelort i græsset.

Senere i løbet af Kid's Club kom der 5 børn mere fra lokalområdet. Herligt at opleve den gode modtagelse!

I denne uge fortsætter vi undervisningen om nådegaverne. Gaverne er selvfølgelig allerede i brug i vores menighed, men en styrket bevidsthed om dem, kan ikke skade, snarere tvært i mod.

Mentaliteten her er stadig lidt, at man kommer og modtager af sin kirke, og det er det. Slut. Nu er modtagelsen på mange måder det primære - ingen tvivl om det. Kristendom er, at Gud gav sig selv for os, og vi modtager ham. En kirke, som er mere optaget af at udfordre sine medlemmer til efterfølgelse end af at servere Jesus for dem, er derfor på vej ud af et sidespor, men modtagelsen af Jesus er naturligvis også modtagelsen af et liv sammen med ham; et liv som leves i aktiv deltagelse.

Vi skal have øje for, at nådegaverne ikke er en ekstra byrde for menighedernes medlemmer, men tvært i mod endnu en dimension af modtagelsen: Gud giver os endnu mere! Han beriger os yderligere!

Altså: Det liv, vi har modtaget af vores frelser, styrkes gennem brugen af nådegaverne.

Forhåbentlig kan vi få en god snak om dette i morgen aften og næste tirsdag. Bed gerne for det!

Og dernæst kommer Påsken. Du godeste, hvor er det godt - det slagtede lam!

Kh.

Hej Læser

Et lille indlæg her sidst i måneden.

Her i weekenden har Christian været i DK til Israelsmissionens årsmøde (eller noget i den stil), så vi har haft lægmandsgudstjenester, og jeg fik lov til at prædike.

Prædikenteksten var ellers ikke den mest indbydende ved første øjekast, men som så mange gange før foldede den sig ud og viste nogle spændende pointer, og jeg har lige lyst til at bringe én af dem her:

(Luk. 11,14-28: Om den stumme dreng, som får stumhedsdemonen uddrevet, hvorefter Jesus anklages for at være i ledtog med Beelzebul, men disse anklager avviser Jesus, og til sidst korrigerer han en kvinde i hendes syn på Jomfru Maria)

I v.20 lægger Jesus op til at Guds finger er på spil i de gerninger, han gør. Udtrykket Guds finger refererer tilbage til Egypten, de ti plager og udfrielsen fra landet. Guds finger henviser altså til en begivenhed, som blev identitetsskabende for det jødiske folk. Gang på gang gentages det i GT, at Gud er den Gud, som første Israel ud af Egypten, og Israel er det folk, som Gud reddede. Guds frelsende handling formede jødernes identitet.

Nu siger Jesus så, at Guds finger også er på spil i hans gerninger. Dermed siger han indirekte, at det, der er på færde i hans tjeneste, på samme måde er identitetsskabende. Jesu liv former den kristnes identitet. Som kristne finder vi svar på, hvem vi er, vores kristne eksistensberettigelse, i Jesu liv, død og opstandelse.

Ja, det ville jeg lige dele, for jeg blev selv så glad af at se det :) - det er jo trygt at kunne pege over på Jesus, når jeg selv eller andre anklager mig for dårligt kristent liv.

Ellers er alting vel - ja ligefrem i bedring: badevandet bliver varmere nu! (men det skulle det helst også, for vi har været helt nede på 17 grader...)

Kh. og god uge!

Kære læser

Endnu en begivenhedsrig uge er gået!

Fredag aften var Laura og jeg for første gang i en synagoge til gudstjeneste (eller hvad det nu hedder), men ikke en hvilken som helst gudstjeneste, for taleren var vores kære PræsteChristian. Han havde fået 8 minutter til at sige noget om kristnes forhold til jøder i dag, og det blev til et rigtig spændende halv times foredrag (stakkels Christian er jo teolog, så det med taletiden går ikke så godt, men jøderne - de er reformerte, dvs. ikke-ortodokse - var vist rigtig glade for det, han sagde) om, hvorfor kristne faktisk holder utrolig meget af jøder; vi tilbeder jo en jøde! Set fra min synsvinkel glædede jeg mig mest over, hvor meget evangelium Christian hentede frem ved en lille gennemgang af Esajas. Hvor meget jøderne fik fat i, skal jeg ikke kunne sige, men jeg går stærkt ud fra, at Helligånden knoklede løs på hjerterne!

Nedenunder følger en gennemgang af aftenen i omvendt rækkefølge:

Christian får en hyggelig snak med Rabbi Saar efter gudstjenesten. Knut Arne står i forgrunden og reflekterer over, hvorfor kipa'en sidder bagest og ikke forrest på hovedet.
Uddeling af sød vin, sødt brød og sød (selvfølgelig) kage efter gudstjenesten. Manden i midten er også rabbi. Det var ham, der ledte os gennem gudstjenesten.
Jeg er meget stolt over kipa'en. Knut Arne har også en på, jf. ovenstående billede, men det er lidt svært at se.
Christian i gang med sit foredrag. Hans gestikulation er, som man jo tydeligt kan se, både indbydende (de åbne hænder) og udfordrende (det fremskudte ansigt) på én gang. Den lille kvinde ved siden af er Rifka fra vores egen menighed, som oversatte til de hebraisktalende.

Skabet i baggrunden indeholder Torarullerne.

Lørdag fejrede vi, som jeg skrev i forrige indlæg, Purim med familiegudstjeneste. Det blev en rigtig dejlig gudstjeneste med 90 deltagere (normalt er vi 50-60) og hyggeligt fællesmåltid med leg bagefter.

Om søndagen havde vi besøg af to amerikanske grupper, og her fik jeg igen oplevelsen af, hvad det vil sige at være én stor kristen familie - world wide!! Ærgerligt at vi mærker så lidt til det hjemme i DK, hvor vi ikke får menigheder eller grupper fra alle mulige andre kontinenter på besøg i tide og utide. Men så priviligerede er vi altså her i Immanuelkirken, og på den måde gør Gud sig selv lidt større og nærmest mere interessant.

Det var alt for denne gang.

Vi skrives ved om ikke så længe :)

Alt vel og Guds fred!

Kh.

Hej Læser(-e)

Tak for forbønnen, tror jeg vist godt, vi kan sige: Vi var 6 til Youth Bible Study i sidste uge. Dejligt! Det blev også en meget interessant gang, hvor en af deltagerne åbnede sig meget ift. åndelig sult; at vide sig elsket og tilgivet af Gud. Vigtigere kan det bare ikke blive...

Og ud over dén gode nyhed går det også godt. Fra søndag til tirsdag var Laura og jeg på en fantastisk natur-tur med Knut Arne (norsk volontør) og Micaela (svensk-talende finsk volontør) oppe på Golan-højderne og deromkring, og her følger nogle billeder:

Yehudia-reservatet. Vidunderligt smukt.
Blomsterskråning. Laura kom hen til mig, da vi stod ved bilen og skulle hjem og spurgte mig: Jakob, har du nu husket at tage billeder af alle blomsterne. 'Ja', kunne jeg heldigvis svare.

En meget kold (!!!) tur gennem vandet. Vi havde fire af disse overgange i løbet af tirsdagen.
På kanten af et 990 m højt vandfald... (eller lidt mindre...)
Foden af Hermonbjerget. Jakobs Paradis!!!
Jakob i ekstatisk henrykkelse... (de andre måtte slæbe mig ned fra bjerget og binde mig fast til passagersædet)

Det var lige et par indtryk fra turen.

Næste vigtige programpunkt: Familigudstjeneste på lørdag, hvor Laura er 'medarrangør' og leder af familiekoret.

Vi skrives...

Kh.

Kære læser

Der er ikke så meget nyt at berette herfra.

Eller, argh, måske lige en enkelt ting: Youth Bible Study går ikke så godt. Vi har kun været tre til de seneste møder, og det har vel at mærke været os, der bor her i huset. Hvis det fortsætter som nu, overvejer vi derfor at lukke ned.

I må rigtig gerne hjælpe os med noget forbøn.

Men ellers kører ting, som de skal, og det glæder vi os over.

Her på det seneste har jeg især tænkt over, hvor skønt livet omkring vores gudstjenester er:

Først solid Guds-tjeneste; Gud tjener os gennem et frigørende ord om Jesus og ved at give sig selv i brød og vin, og efter Hans betjening af os er der bare et rigtig dejligt og afslappet fællesskab ude i kirkehaven, hvor alt lige fra prædiken til den forgangne uge bliver vendt.

Hvis muligheden byder sig, så kom og oplev det! ;)

Nogle billeder kan I også lige få:

Mig, på toppen af Gamla, en landsby som gjorde hård modstand mod romerne i årene lige før 70 e.Kr.
Laura med front mod Gamla. Laura ser i samme retning, som ovenstående billede 'kigger', mens jeg i ovenstående billede ser i samme retning, som dette billede 'kigger'; indad i dalen.

Læg også mærke til alle forårsblomsterne :)

Og én ting til: Hvis Laura ser tyk ud, er der en god grund til det, faktisk en dobbelt god grund: tvillinger!! Tadaaaa!! Hun er allerede 16,5 uger henne...
Israels højeste vandfald (51 m frit fald) ikke langt fra Gamla.

Kære Læser

Jeg vil bare lige kort følge op på sidste uges indlæg, og så skal I få lov til at se nogle flere billeder.

Noget af grunden til, at jeg blev så rørstrømsk over at se forårslækkert græs mellem de to motorvejsbaner, var/er nok, at lige siden vi kom har der været knastørt overalt! Det har været svært at forestille sig, at dette skulle være landet, der flyder med mælk og honning.

Til tider er det nok også gået lidt ud over mit humør - hvis jeg må være så ærlig på et så offentligt sted...

Jeg holder nu en gang bare meget af at se livfulde tegn omkring mig, hvilket bl.a. betød, at da vi i oktober var på en særdeles smuk vandretur i Negevørkenen, måtte jeg erkende, at jeg holder langt mere af de grønne, norske fjelde.

Men så kom det!! Livet. Også her til Israel. Og i skrivende stund har det lige regnet, og selvom det har ødelagt den tur, Laura og skulle have været på, kan jeg kun glæde mig over det :)

Dertil kom den ene vidunderlige evangelietekst efter den anden til søndagens læsning. Teksternes fokus på Jesus og det liv, vi modtager i ham, har nærmest overrumplet mig siden ankomsten hertil, for det har fyldt langt mere, end jeg forventede. Jeg havde regnet med langt mere discipelskabsfokus, efterfølgelse, undervisning i kristen etik osv., men alt det har stort set kun været en del af tekstens periferi (okay, det er selvfølgelig også et spørgsmål om tolkning, men den diskussion tager jeg gerne). De gange, jeg selv har prædiket, har jeg følt, at jeg måtte presse teksterne for at kunne komme med konkrete formaninger. Af den grund har jeg heller ikke formanet særlig meget, og det har præste-Christian heller ikke, og hvorfor skulle vi også det, når nu teksterne var langt mere optagede af at give os Jesus!! :)

Den seneste måned er det hele dermed gået op i en højere enhed: Forårslivet og evangelielivet!

Forhåbentlig kommer foråret også snart til Danmark, så I kan se livet udfolde sig på endnu flere fronter :)

Her følger så i omvendt rækkefølge nogle dejlige forårsbilleder.

Det første er fra Ein Gedi, en oase ved Dødehavet. Laura og Arne har fundet en dejlig pøl på rundt 20 grader.

Her er vi på vej op mod toppen af Herodion, Herodes den stores palads ved Betlehem. I baggrunden skulle I gerne kunne ane de forårsgrønne bakker. Ansigtsudtrykket er et forårsudtryk.
Skråningen på veje op mod Oliebjerget dagen før turen til Betlehem og Herodion (Ein Gedi-turen lå endnu to dage senere). Grønt græs...

Alt vel indtil næste gang!

Kh.

Halløjsa Landkrabber!!

Så er der et par billeder - og flere i vente - fra Svigermors og Arnes besøg.

De kom fredag og tager afsted i overmorgen, fredag.

Billederne her er fra... Jerusalem, naturligvis (søndag).

Som det kan ses af det øverste billede var Laura i overhængende fare for at blive ramt af Jerusalemsyndromet; hun gik og følte sig meget from med lukkede øjne og samlede hænder... Heldigvis skulle der ikke andet til end et kys på kinden, så var hun god igen! :)

Nå, men jeg skriver egentlig, fordi jeg oplevede noget underfuldt i dag - ganske vist kun et lille under.

I dag har vi været på tur til Ein Gedi ved Det Døde Hav. Smukt sted. Og på vej hjem i bilen på motorvejen så jeg livet overvinde døden: Forårsgrønt græs voksede op i rabatten mellem de to vejbaner!! Det var simpelthen bare så smukt, inspirerende og mentalt livgivende, for her kom vi osende sammen med tusindvis af andre osere, og asfalten ligger tung og kvælende, men livet kunne vi ikke få bugt med. Guds skaberværk er stærkere end som så.

Måske er det lidt tøset at blive fascineret af den slags (undskyld mit politisk ukorrekte sprog!), men det blev jeg bare og måtte der og da opsende en indre lovsang til vores Skaber.

Han er virkelig god og har så vidunderligt mange måder at minde os om livet og Hans sejr på.

Livet sejrer over døden.

Derfor tør vi med god grund leve videre - og vi vover at være fortrøstningsfulde :)

Hav en livlig aften i selskab med Man. United mod Marseille i Champions League! Måtte det bedste engelske hold vinde!!

Og i morgen starter VM i langrend i Holmenkollen, Oslo.

Pyha, Gud er sandelig god på mange måder, ja ;)

Alt vel!

Kh. Jakob

Hejsa

I dag havde vi vores første officielle Kid's Club for menighedens og nabolagets børn - og alle deres venner om så skulle være!

Fra kl.15-16 var der lektielæsning. Her kom der flest afrikanske børn, som går i dårlige offentlige skoler, fordi deres forældre ikke har råd til de gode privatskoler. Men her hos os har vi et par voksne, der sørger for lektiehjælp til dem og udvikling af engelskkundskaberne.

Fra 16-18 startede legen så, og nu dukkede der også tre piger fra nabolaget op. Det sidste var lige det, vi havde håbet på: at lokalområdet og ikke bare menigheden ville støtte op om ideen. Forhåbentlig betyder det, at vi kan blive en mere og mere integreret del af livet for menneskene her, og hvem ved, måske ender de med at sætte deres fødder i kirken en dag :)

Nå, men altså, kl 16 startede vi et løb med forskellige stationer i og udenfor vores store menighedshus. Vi lavede to hold børn med 6-7 på hvert hold og to voksne til at følge dem rundt og et par andre til at stå fast ved nogle poster. Løbet blev en succes. Børnene morede sig, og nabopigerne snakkede med børnene fra vores menighed.

Meget mere kunne vi ikke bede om!

Og om en time starter vores Youth Bible Study..

Du godeste, der er noget at se til i dag :)

Hav en velsignet aften i DK!

Kh. Laura og Jakob

Halløjsa i stuen, folkens!

Jeg sidder nu ved computeren (hvad ellers...) og kigger ud på regnvejret. Regntiden er over os, så stranden er ikke blevet benyttet så meget på det seneste. Da vi ankom hertil havde jeg ellers andre planer med den strand: Jeg satte mig for at springe i bølgerne mindst én gang om ugen alle ti måneder. Forsættet gik meget godt indtil den store storm og vejromslaget i begyndelsen af december. Det har ikke været alvorlig varmt lige siden, og forskellige omgange forkølelser har også sat en stopper for vandpjaskeriet. Men skidt pyt.. jeg - og Laura - har det stadig godt!

Noget mere seriøst: I kirken har vi et foretagende, der hedder Open Church. Jeg kan ikke huske, om jeg har beskrevet det før, men det går i hvert fald ud på, at vores gode gamle Juan (messiansk jøde fra Uruguay, blev først omvendt her i landet), holder kirken åben fra 10-15, tirsdag til fredag, og modtager enkeltpersoner og turistgrupper. Dem viser han rundt i kirken og forklarer kirkens glasmosaikker for. Især det sidste er temmelig afgørende, fordi vores glasmosaikker afbilleder evangeliet, men på en særlig 'jødisk' måde, hvor det tilstræbes at vise forbindelsen mellem gammel og ny testamente, og dernæst også med øje for geografien: Jonas og hvalen (Jonas blev spyttet ud lige her ved Yafo) og Peter og hans madvisioner, hvor han fik forklaret af Gud, at alt kan spises, og dernæst at det også omhandlede omgang med hedninger; at det er helt ok (fandt også sted her i Yafo). Dette fortæller Juan altså om, og det, der er så fint ved ham, er, at han har stor forståelse for de forskellige mennesketyper og aldersgrupper, der kommer forbi. Han søger altid, at gøre evangeliet forståeligt og interessant - dog aldrig ved at gå på kompromis med sandheden!

Vi får ca. 200 besøgende hver uge, når vejret er normalt, og majoriteten er jøder.

Juan har brug for forbøn i det her arbejde! Bed om fortsat visdom og forståelse for de mennesker han møder, og at hans helbred (som ikke er alt for godt) må kunne klare opgaven. Humøret og gejsten har han så afgjort - det kan i evt. takke Gud for :)

Open Church er muligvis et af de bedste argumenter for, at Israelsmissionen er en del af Immanuel Church. Her er vi direkte i kontakt med befolkningen - og så kommer de endda frivilligt!

Alt vel og Guds fred!

Kh. Jakob

Hej

Ja, der er ikke sket de store ting på det seneste...

Livet går sin vante gang med bibelstudie, gudstjeneste, lovsang, praktiske opgaver, Door of Hope, stabsmøder osv.

Her til aften havde vi dog et rigtig hyggeligt besøg af et par fra Tel Aviv-forstaden Petah Tiqva. De hedder Peter og Yarden. Han er araber og hun er jøde, begge to kristne. Det var Julie, Lauras lillesøster, der satte os i kontakt med dem. Hun mødte dem for et par år siden, da hun var i landet og var på kampagne med Jews for Jesus.

Hvor var det bare skønt at snakke med dem og blive smittet af deres gejst for evangeliets udbredelse. Det er stort set bare det, deres liv handler om - og de nyder det. Udover den smittende gejst var (er) de også bare nogle smaddersympatiske mennesker, og det er nu engang bare sjovt at møde mennesker så langt fra ens eget hjemland og vante kultur, som man alligevel hurtigt og naturligt falder i snak med.

Da de sagde tak for aftenen, spurgte Peter, om han måtte bede for os, hvilket han selvfølgelig gerne måtte! Herligt at kunne mødes som kristne brødre og søstre på den måde og ikke være for blufærdige på det område. Her tror jeg godt, vi kunne give os selv større frihed i Danmark. Jeg ved godt, at mange allerede inkorporerer bønnen som en helt naturlig del af en venskabelig komsammen, men mon ikke vi er nogle, der kunne opleve en velsignelse ved at lade det fylde mere... Dette være sagt som en opmuntring :)

Må I have det godt hjemme i DK!

Guds fred!

Kh. Laura og Jakob

Kære læser

Som du kan se, har vi ændret designet her på bloggen. Vi blev gjort opmærksomme på, at det gamle design nogle gange gjorde det svært at læse teksten. Hvis ikke ændringen hjælper, må du gerne skrive det i en kommentar :)

Men ellers:

Her sidst i januar skal vi starte vores ungdomsbibelstudiegruppe op igen. Det bliver spændende at se, om vi igen kan samle ca. 7 til møderne. I udgangspunktet er vi fem, men det er inden, vi ved, om der kommer nye udvekslingsstuderende.

Før jul mødtes vi kun her i huset. Nu vil vi prøve at komme tættere på universitetet.

Videre bliver det vigtigt at finde nogle, som bor fast her i Tel Aviv, der kan køre arbejdet videre, så det ikke bliver afhængigt af det næste volontørhold. Det er en alt for skrøbelig ordning, hvis tilbuddet skal være permanent, og der skal skabes kontinuitet i arbejdet.

Nu har Guds arbejde ganske vist ofte været skrøbeligt og overlevet rigtig godt som sådan, men så vidt jeg ved har man aldrig stræbt efter skrøbeligheden. Den kan være et vilkår - hvilket den er for os lige nu - men vi stiler altid højere! :)

Bed gerne for det her; for flere nye og for stærke hænder og fornuftige hoveder til at fortsætte det.

Alt vel og Guds fred.

Kh. Laura og Jakob

Billederne her er i en lidt forkert rækkefølge. Det øverste er det sidste: Laura på toppen af Sinaibjerget. Flot udsigt må man nok sige. (Jeg havde egentlig skrevet, at vi ikke kunne vise disse billeder, men Christian forklarede mig, hvordan jeg kunne gemme dem i et andet format - og vupti, så kører vi!)

Her er timingen ikke helt skarp. Et sekund senere var der derimod fuld kontakt mellem menneske og dyr. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Nedenfor Sinaibjerget: St. Kathrine klosteret. Smuk beliggenhed, men jeg synes egentlig ikke, det var noget særligt at komme ind og se.
Vi havde redet fra udkanten af byen. Sjov oplevelse. Drengen i baggrunden er bedouin og var vores fører. Her sms'er han vist..
Rank ryg!! Sådan!!

Kære læser

Så har vi lige overstået evangelisk alliance bedeugen - også her i landet.

Vi havde et møde her i kirken i går aftes, og vi blev hele 8 stykker.

Her i Israel fungerer det sådan, at man arrangerer møderne for hele landet og ikke for de forskellige byer eller områder. Altså ét møde i hele landet én aften, så ét andet møde ét andet sted næste aften osv. Folk skulle altså - optimalt set - være kommet fra hele landet for at besøge vores kirke og bede sammen med os, men der kom desværre ingen. Jeg kan dog godt forstå de andre. De ville fx være lidt vildt at køre fra Eilat til Tel Aviv for en enkelt aften. Jerusalem kunne man måske godt have håbet på nogle folk fra, men de har på den anden side haft de seks andre møder i byen, så mon ikke de var ved at være 'fed-up'..

Nå, men vi havde et dejligt møde i vores kirke i går, og jeg kom til at tænke over aftenens tema: Unity will cost.

Vi har enhed på tværs af kirker og organisationer, enhed i ånd og tro ved Jesus.

Det ledte mig videre til C.S. Lewis' bog Det er Kristendom, som i hvert fald bl.a. handler om den kristendom, der samler alle kristne brødre og søstre, og så beskriver han den forenende kristne levevis. Han ser på, hvad det er, vi som kristne gør, der forener os på tværs af forskellige bibeltolkninger - og ender altså med at kalde bogen Det er Kristendom. Temmelig skørt at kalde en bog det, når den handler mere om, hvad mennesker gør, end hvad Jesus gør. Kristendommen er jo Jesus og hans gerninger (måske har jeg misforstået Lewis...) og knap så meget vores.

Og videre til kirkens enhed: Det er i Jesus, troen på ham, hans død og opstandelse, vi finder enhed. Ingen andre steder. Vi kan jo lige netop ikke blive enige om tolkninger, og hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre tingene. Men at vores eneste håb til syvende og sidst er Jesus, kan vi trods alt godt blive enige om. Derfor er jeg ikke så glad for Lewis' bog (den har som minimum et forkert fokus, når man ser på bogens titel), men til gengæld glad for at bede sammen med folk med en anden Bibeltolkning end mig - jeg ved nemlig, at vi deler samme håb.

Hav en rigtig god kommende uge med masser af bøn og Jesus-håb! :)

Kh. Jakob (og Laura)

Kære Læser (-e)

Glædeligt Nytår!!!

Her er vi gået ind i det nye med dans i stuen, som I kan se nedenfor. Vores messianske jøde Jeff - fra England - ledte os, og på billede nr. to ses Laura i fuld gang med at kopiere Jeffs vilde trin. Jeg tror vist ikke helt, det lykkedes, men det var nok mest, fordi Jeff ikke engang selv kunne trinnene godt nok.

Ja, og så var vi jo på tur til Sinai og Dahab i dagene forinden. Tre en halv dag fik vi dernede.

Herlig tur! Rigtig meget varme de to første dage og masser af sol. Sidste halvanden dag bestod af lidt småregn og overskyet, men det var også her, vi var på tur til Sct. Kathrine-klosteret midt inde i ørkenen (efter sigende det sted, hvor Moses mødte Gud i den brændende busk) og dernæst en tur op på det majestætiske Sinaibjerg. Virkelig flot tur - også i overskyet vejr. Men lidt koldt, og nu er undertegnede forkølet...

De to første dage forløb i stor stil ved vandkandten på hotellets udendørs madrasser. Uh, det var godt, og frokosten blev serveret lige dér, hvor vi lå. Sådan en luksus har vi aldrig prøvet før - og især ikke til den pris.

Om eftermiddagen første dag var vi ude at ride på kamel i halvanden times tid. Meget sjovt. Men ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Det vildeste var vel nærmest mit forsøg på at kysse det ene af dyrene. Det gik vist lige. Vi fik i hvert fald en eller anden form for mund-til-mund-kontakt. Jeg kan også dokumentere det vha. af et billede, men det er taget i et format, som denne blogside ikke kan arbejde med. Det er alle vores billeder fra turen for øvrigt. Beklager :)

Den næste dag snorklede vi om eftermiddagen, og for første gang så vi koralrev. Virkelig flot! Men vandet var lidt koldt (23 grader), så vi kunne ikke holde ud at svømme rundt i det særlig længe ;)

Nå, nu stopper jeg. Der er vist heller ikke så meget mere at fortælle fra den seneste tid.

Igen: Glædeligt Nytår!

Vi skrives/læses ved her på bloggen :)

Laura og Jakob