Kære læser

Endnu en begivenhedsrig uge er gået!

Fredag aften var Laura og jeg for første gang i en synagoge til gudstjeneste (eller hvad det nu hedder), men ikke en hvilken som helst gudstjeneste, for taleren var vores kære PræsteChristian. Han havde fået 8 minutter til at sige noget om kristnes forhold til jøder i dag, og det blev til et rigtig spændende halv times foredrag (stakkels Christian er jo teolog, så det med taletiden går ikke så godt, men jøderne - de er reformerte, dvs. ikke-ortodokse - var vist rigtig glade for det, han sagde) om, hvorfor kristne faktisk holder utrolig meget af jøder; vi tilbeder jo en jøde! Set fra min synsvinkel glædede jeg mig mest over, hvor meget evangelium Christian hentede frem ved en lille gennemgang af Esajas. Hvor meget jøderne fik fat i, skal jeg ikke kunne sige, men jeg går stærkt ud fra, at Helligånden knoklede løs på hjerterne!

Nedenunder følger en gennemgang af aftenen i omvendt rækkefølge:

Christian får en hyggelig snak med Rabbi Saar efter gudstjenesten. Knut Arne står i forgrunden og reflekterer over, hvorfor kipa'en sidder bagest og ikke forrest på hovedet.
Uddeling af sød vin, sødt brød og sød (selvfølgelig) kage efter gudstjenesten. Manden i midten er også rabbi. Det var ham, der ledte os gennem gudstjenesten.
Jeg er meget stolt over kipa'en. Knut Arne har også en på, jf. ovenstående billede, men det er lidt svært at se.
Christian i gang med sit foredrag. Hans gestikulation er, som man jo tydeligt kan se, både indbydende (de åbne hænder) og udfordrende (det fremskudte ansigt) på én gang. Den lille kvinde ved siden af er Rifka fra vores egen menighed, som oversatte til de hebraisktalende.

Skabet i baggrunden indeholder Torarullerne.

Lørdag fejrede vi, som jeg skrev i forrige indlæg, Purim med familiegudstjeneste. Det blev en rigtig dejlig gudstjeneste med 90 deltagere (normalt er vi 50-60) og hyggeligt fællesmåltid med leg bagefter.

Om søndagen havde vi besøg af to amerikanske grupper, og her fik jeg igen oplevelsen af, hvad det vil sige at være én stor kristen familie - world wide!! Ærgerligt at vi mærker så lidt til det hjemme i DK, hvor vi ikke får menigheder eller grupper fra alle mulige andre kontinenter på besøg i tide og utide. Men så priviligerede er vi altså her i Immanuelkirken, og på den måde gør Gud sig selv lidt større og nærmest mere interessant.

Det var alt for denne gang.

Vi skrives ved om ikke så længe :)

Alt vel og Guds fred!

Kh.