Kære læser

Jeg var lige ved at glemme den seneste uges rapport.

Som vi alle ved, har det været påske, og den er blevet behørigt fejret her i kirken med jødisk påskemåltid torsdag, liturgisk gudstjeneste Langfredag og opstandelsesgudstjeneste både lørdag og søndag.

Det var godt nok mærkeligt for mig at være med til gudstjenesten lørdag. Der skal helst være en stille og lidt langsom dag mellem fredag og søndag. Tiden skal nå at gå i stå, inden opstandelsesjubelen bryder løs. Men det når vi ikke Immanuelkirken, for de fleste af vores faste kirkegængere kan ikke komme til gudstjeneste søndag - Pessach, Påske eller ej - og derfor giver vi dem opstandelsen en dag i forskud.

På den anden side er alle vores gudstjenester - hele året rundt, stort set - opstandelsesgudstjenester, så set i det lys er det uproblematisk. Men alligevel lidt mærkeligt for en dansker.

Ellers har ugen været temmelig stille for mig; Laura har nemlig været i DK (kommer tilbage til mig i nat) til bryllup ved en god veninde. Min tid er blevet slået ihjel med bøger, film og strand - foruden alle gudstjenesterne. Jeg skal spare jer for detaljer om mine tårevåde nætter, henslæbt i dyb savn... Nu kommer hun jo tilbage, og så bliver jeg en standhaftig mand igen!

Alt vel!

Vi skrives ved i maj måned...

(Billeder fra påskemåltidet)

Det rigtige udstyr.
Påskeblomster.. de er i hvert fald gule. Kan ikke huske, hvad de hedder. PræsteChristian med sin søn og russiske Michael til højre.
Drengene linet op til sang.

Kære læser

Endnu en gang en forsinket mandagsrapport. I tidens ånd (påsken) tillader jeg mig dog at sige: Tilgiv mig!

Igen en god uge.

Min (Jakob) største oplevelse var fredag middag at sidde og snakke med en af vores medlemmer af menigheden, som er tidligere ortodoks (muligvis ultraortodoks) jøde, om en masse tvivlsspørgsmål. Fx anfægtelsen over ikke at se Åndens frugter i eget liv. Dernæst at kunne sidde og læse Rom. 7 med ham var rigtig stærkt, fordi Paulus gennem sin egen ærlige syndsbekendelse og pegen hen på Jesus nærmest omfavnede ham (min kære ven) og satte ham fri. Vi læste efterfølgende nogle andre bibelsteder med særligt fokus på synd og nåde, og igen blev han grebet/omfavnet af Jesu radikale tilgivelse.

Manden her var på jagt efter en nådig Gud og fandt det i Bibelens anerkendelse af hans åndelige tilstand og den dernæst grænseoverskridende barmhjertighed.

To dage efter kom han til gudstjeneste, og det er lige før, jeg tør påstå, at selv den mest karismatiske pinseven (intet ondt om pinsefolkene!!) ikke kunne have fuldt min ven i hans korporlige lovsang og tilbedelse. Det var fantastisk at se, hvad Guds nådige omfavnelse kan gøre ved et menneske!

Og den søndag var altså Palmesøndag, hvor vi (Laura og jeg) efter gudstjenesten i Tel Aviv, tog til Jerusalem for at være med i et Palmesøndagsoptog fra Oliebjerget og ned til og ind i den gamle by.

Turen op på bjerget var lidt hård for Laura. Hun er efterhånden en stor kvinde nu, men flot ser det ud!, og hun er stadig udholden som den bedste jøde!

Da vi havde stået oppe på toppen og ventet en halv times tid sammen med nogle andre danskere, kom optoget og vi vandrede af sted i lidt over en time.

I optoget var også min onkel Claus og moster Elisabeth (Elisabeth ses nederst på det første billede). Claus er på studieorlov i Jerusalem for at fordybe sig i gudstjenestens liturgi (så vidt jeg har forstået det), og Elisabeth er på besøg for at lave mad til ham... (ej, det sidste med at lave mad er jeg ikke helt sikker på, men god er hun i hvert fald til det med maden, så mon ikke hun i det mindste har en smule gang i gryderne ;)).

(Ved enden af vandringen foran Lion's gate.)

(Ned ad Oliebjerget.)

Og nu står fejringen af verdenshistoriens omdrejningspunkt for døren; en fejring jeg må klare uden fruen, for hun er i DK til venindebryllup. Jeg skulle egentlig have været med, men flybilletten koster penge, og man bliver ikke millionær af at være volontør, og desuden er der også brug for hænder her i kirken, så det... :)

Men Påsken står altså fast, bryllup, penge, hænder eller ej!! Og dermed er det visseligt, at "med sit eget blod, gik han [Jesus] en gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning." (Hebr. 9,12)

Glædelig og Jesusfyldt Påske!!!

Kh. os alle fire

Kære Læser

Mandagsrapporten blev til en tirsdagrapport, fordi konen og jeg har været på tur fra søndag til i dag.

Herlig tur: Golan og østsiden af Genesaret. Dagene gik med besøg i naturparker og -reservater og om eftermiddagen kørte vi ned til søen og fandt en græsplæne, hvor vi kunne slå vores telt op. Telt er godt nok ikke optimalt for en gravid at sove i - eller måske snarere liggeunderlaget - men Laura er udholden som en jøde (positivt!!), og lever stadig i bedste velgående :)

Et af de steder, vi så, hedder Kursi, og dér lod Jesus en flok dæmoner fare i nogle svin, som dernæst løb ud over en kløft og døde. Efterfølgende er det blevet et populært pilgrimssted, hvilket det stadig er. Hvad grunden er, forstår jeg egentlig ikke, for i mit hoved har det aldrig været noget specielt med den fortælling, men andre har åbenbart været af en anden mening...

Nå, men her følger nogle billeder:

Genesaret ved 17-tiden. Lækkert badevand! :)
Yehudia-bækken med flotte vandfald undervejs.
Laura og jeg midt i en å.

Og forresten: Jeg er for første gang blevet introduceret for den jødiske anti-missions-organisation Yad L'achim. Vores diakon Sari-Johanna sendte os nogle klip fra landsdækkende israelsk fjernsyn, som var blevet lagt ud på Youtube, der viste, hvordan de arbejder for at ødelægge alt kristent missionsarbejde her i landet, og jeg skal lige hilse og sige, at de ikke holder sig tilbage (Programmet var heldigvis kritiske overfor dem)!! Derfor: Bed for dem; at Jesus må blive herliggjort gennem deres nidkære arbejde mod ham, og at de alle sammen må ende som Paulus (fhv. Saulus) :)

Bed også for ofrene for deres kampagner. Mange af dem, ofrene, lider af paranoia længe efter et 'sammenstød' med Yad L'achim.

Alt vel og en Guds velsignet uge!

Kh.

Kære Læser Så er det tid til mandagsrapporten: Det var været en god uge! Onsdag var vi på stabstur til Qumran ved det Døde hav. Det blev en herlig tur for os ansatte + børn med tilpas udfordringer til alle (hvilket gerne skulle fremgå af de to nederste billeder). Tilbage ved bilerne og kiosken var det tid til den obligatoriske Ørkentursafslutningscola. Indtagelsen af cola ovenpå al den varme, sand, støv og sved giver drikken en helt ny dimension! Jeg kan ikke andet end anbefale det :)

Dagen efter var det igen tid til Kid's Club, og denne gang kom en ny nabokvinde med sin søn. Hun var utrolig glad for, at vi havde startet dette arrangement og ønskede at støtte os i brugen af det grønne område overfor hundeejerne, som lufter deres hunde dér og gøder jorden, hvilket er temmelig irriterende, når hundene har et afsat område 100 m længere væk, og børnene gerne vil spille fodbold på græsset, slå kolbøtter, og hvad børn ellers gør. Desuden støtter kommunen os: Græsset er ikke til hundene. Faktisk satte de et skilt op mod hunde sidste sommer, men hundeejerne har selv pillet det ned... Sådan gør man åbenbart her i landet - nogle gør i hvert fald. Med en samlet indsats kan vi måske overbevise hundeejerne om, at vi har retten på vores side, og at børnelatter svævende henover græsset er bedre end hundelort i græsset.

Senere i løbet af Kid's Club kom der 5 børn mere fra lokalområdet. Herligt at opleve den gode modtagelse!

I denne uge fortsætter vi undervisningen om nådegaverne. Gaverne er selvfølgelig allerede i brug i vores menighed, men en styrket bevidsthed om dem, kan ikke skade, snarere tvært i mod.

Mentaliteten her er stadig lidt, at man kommer og modtager af sin kirke, og det er det. Slut. Nu er modtagelsen på mange måder det primære - ingen tvivl om det. Kristendom er, at Gud gav sig selv for os, og vi modtager ham. En kirke, som er mere optaget af at udfordre sine medlemmer til efterfølgelse end af at servere Jesus for dem, er derfor på vej ud af et sidespor, men modtagelsen af Jesus er naturligvis også modtagelsen af et liv sammen med ham; et liv som leves i aktiv deltagelse.

Vi skal have øje for, at nådegaverne ikke er en ekstra byrde for menighedernes medlemmer, men tvært i mod endnu en dimension af modtagelsen: Gud giver os endnu mere! Han beriger os yderligere!

Altså: Det liv, vi har modtaget af vores frelser, styrkes gennem brugen af nådegaverne.

Forhåbentlig kan vi få en god snak om dette i morgen aften og næste tirsdag. Bed gerne for det!

Og dernæst kommer Påsken. Du godeste, hvor er det godt - det slagtede lam!

Kh.