Kære læser

Dette bliver sidste indlæg - måske har du allerede 'tjekket ud', fordi vi jo er kommet tilbage, og arbejdet dermed er færdiggjort. Men behovet for en smule bearbejdning har meldt sig, så derfor et par tanker mere:

Den sidste uge gik rigtig godt! Farvellerne blev gode, og vi kom omkring alle de 'vigtigste' personer.

Christian havde givet mig lov til at tage prædikenen den sidste weekend, og her blev Luthers korsteologi foldet ud på baggrund af Joh 15,26-16,4, hvor Jesus taler om, at vidne for ham og derigennem opleve modstand. Korsteologien pressede sig på, idet Jesus her tydeligt opfordrer os til at komme til ham i alt, hvad vi udsættes for af smerte, modstand, forfølgelse, hån, byrder osv. Det er under ingen omstændigheder et spørgsmål om at tage sig sammen, når tingene er svære og bare være modig og standhaftig! Han opmuntrer os til at erkende vores svaghed og til gengæld modtage alt fra ham, først og fremmest visheden om, at Korset står fast; at der ikke kan rokkes ved vores fred med Gud, fordi der ikke kan rokkes ved Korset (derfor hedder det korsteologi). I virkeligheden er dette det eneste sikre, vi har i alt, hvad der hedder modgang. Men det er på den anden side også så sikkert, at det kan bære os hele vejen hjem!

Hmm.. ja, jeg skriver nok også dette, fordi jeg heller ikke selv har andet at holde mig til, virkelig holde mig til, så egen-påmindelsen er temmelig vigtig.

Og så kom vi hjem.. Til Copenhagen Airport. Det var egentlig ikke så fremmed for os ift. det, vi kom fra: Masser af vidt forskellige mennesker, butikker, lyde, lys osv. Til gengæld var det noget af et antiklimaks at træde ned på perronnen på Kolding togstation og gå de 300 m hen til busstationen en mandag eftermiddag. Dét skal opleves: At komme fra Verdens centrum - sådan kan Israel virkelig opleves pga. al mediebevågenheden, den religiøse spænding, politiske spænding, blandingen af de to, og så bare det at leve i en storby, Tel Aviv - og så lige pludselig stå i en dansk provinsby, se nogle cyklister trille forbi og en enkelt bil... Tjaeh, det blev simpelthen bare lidt ligegyldigt, tamt og kedeligt. Det var som om, intensiteten fes ud af livet. Okay, stærke ord, men det var ikke desto mindre min oplevelse.

Jeg kom mig dog hurtigt ovenpå stemningschokket, og Laura og jeg tilbragte en herlig uge hos hendes søster og svoger i Løgumkloster, inden vi kørte nordpå til Århus, hvor vi nu er vel installeret i ny lejlighed med plads til fire. Alligevel meldte en lidt anden variant af stemningschokket sig. Denne gang ikke som et 'chok', mere bare som snigende tanke: Der er en anden alvor og seriøsitet i landet, en anden. Danskere kan bestemt være alvorlige og seriøse, men jeg har oplevet det stærkere i Israel, fx når vi er stødt ind i mennesker - måske bare har set dem på gaden - og straks vidst, at disse er klar til at dø for deres overbevisning/tro, måske ligefrem også slå ihjel for den. Hvor mange danskere er det (og her tænker jeg ikke på det sidste)? Det hænger grangiveligt sammen med , at noget (Gud, Elohim, Allah) er større end den enkelte - derfor må det være ok at dø. Og selvom jeg er dansker og glad for at være det, så kunne jeg på mange måder bedre identificere mig med denne livsanskuelse: Alt er ikke relativt, jeg er ikke verdens centrum, jeg er ikke nødt til at forstå alting ud fra mig selv, jeg lever ikke for at realisere mig selv. Men derimod: Gud er størst og absolut, verdens centrum, den, hvor ud fra alt må forstås, og han skal realiseres, ved at vi ærer ham (og dermed realiseres vi også selv, men på en omvendt måde). Her havde jeg noget til fælles med jøder og muslimer, som jeg har svært ved at finde i mit forhold til mange danskere. Men dermed er jøderne og muslimerne ikke mere frelste end danskerne! - og heller ikke mig. Vi er allesammen lige afhængige af, at Gud besøger og forløser sit folk (Luk.1,68).

Og det gjorde han!! :)

Så hav et godt liv med masser af glæde i Herren!

Kh. Jakob og Laura