søndag den 29. maj 2011

Kære læser

Endnu en uge...
I torsdags havde vi Youth Bible Study. Her var vi Laura, Knut Arne, Julia (ukrainsk messiansk jøde) og mig. Det blev til en rigtig god snak om, hvorfor vi beder om tilgivelse, og hvad vi har af tilgivelse i og med troen, troen på Jesus alene. Det var især Julia, der stillede spørgsmål, og det kunne jeg godt forstå, for hendes og vores opfattelse omkring ovenstående clashede en smule sammen (et helt igennem udramatisk og positivt clash). Hun er oplært til at tro, at vi er nødt til at bede om tilgivelse dagligt, før vores synder fjernes. Overfor denne troslære var det herligt at kunne vise til fx 1. Joh. 3,9 og lignende steder, der utrolig stærkt taler om den kristnes syndfrihed i Jesus. Selvfølgelig ikke syndfrihed som i at vi ikke gør synd, men frihed fra synden, fordi Jesus har fjernet den, og at den er fjernet så længe, vi tror på ham, og at syndsbekendelsen derfor er til for vores egen skyld og egentlig ikke Guds, fordi han ikke ser den - pga. Jesus.
Herligt at se, at det rørte hende og flyttede noget i hende. Alt andet ville også være en smule ærgerligt. At leve i troen på, at man skal huske at bede om tilgivelse for alle sine synder hver dag for overhovedet at kunne få tilgivelse, svarer jo stort set til katolsk praksis.
Igennem bibelstudiet her blev vi endnu engang bekræftet i, at en luthersk kirke har stor relevans her i landet.

Og så var vi på Outing i går. Menighedstur.
Vejret var godt! Nok lidt for varmt, men ellers godt. Her følger nogle billeder:
Den ældre herre i hvidt tøj til venstre er en slags munk og vist os rundt på retrætestedet Latrun midt i mellem Tel Aviv og Jerusalem.
Frokosten indtaget i træernes svalende skygge.
Videre fra Latrun til landsbyen Neve Shalom (Fredsoasen), hvor jøder og arabere i 40 år har levet sammen side om side i et slags forsoningsprojekt.

Hvad mere? Tjaeh... Det er vores sidste uge, og afskederne begyndte allerede i dag. Lidt mærkeligt og vemodigt. Vi glæder os til at komme hjem, men har ikke hastværk med at komme afsted. Forhåbentlig bliver det en god sidste uge. Bed gerne for det!

Kh. Laura og Jakob

Ingen kommentarer:

Send en kommentar