Kære læser
Det her er et længere indlæg om nogle overvejelser ovenpå de første par måneder i byen. Bare så du er forberedt!
Inden afrejse i midten af august stod det ikke fuldstændig klart for Laura eller mig, hvad vi kom ned til af opgaver og forhold. Vi håbede begge, at vi kunne blive involveret i arbejde, som både omhandlede diakoni på den ene side og noget mere missionalt på den anden (to sider af samme sag kan man argumentere for, og ja, sandt nok i nogle tilfælde, men man kan også se tiltag og begivenheder som isolerede størrelser og dermed kategorisere dem som det ene eller det andet. Som kirke er det dog sandt, at alle vores tiltag samlet set er to eller flere sider af samme sag: at formidle Guds nåde til os selv og menneskene omkring os), og det har vi også fået lov til, men bestemt ikke uden udfordringer og komplikationer.
Lad os starte med Laura og det arbejde for børn, hende og Lisbeth (præstekonen) prøver at igangsætte nu. I Danmark ville det være forholdsvis ukompliceret at starte sådan noget arbejde - forestiller jeg mig. Man kunne vel skrive et lille indlæg om det i lokalavisen, finde et sted, ude eller inde, samle et repertoire af børnelege (og hvis man vil lave noget kristent, kunne man anskaffe sig min farmors nye børnebibel (...så skulle den arv være sikret...) og læse op fra den) og købe kiks og frugter. Ingen problem. Men her i landet er man straks under mistanke, hvis man kommer fra en kirke, for det kunne vel tænkes, at Laura og Lisbeth ville begynde at missionere for børnene, hvilket er ulovligt. Bibelfortællinger og alt, hvad der lugter af kristendom, skal altså være luget ud og gemt langt væk! Servere kiks og frugt ville heller ikke være uproblematisk, for L og L kommer, som sagt, fra kirken, og derfor vil bespisningen kunne blive opfattet som en slags bestikkelse for at få børnene - måske med forældre - til at komme forbi vores gudstjenester, og bestikkelse for omvendelse er også ulovligt. Dermed står L og L tilbage med muligheden for at lege med børnene samtidig med, at de vil så meget mere. Håbet for dette børnearbejde er dog, at det må kunne give os fra kirken en kontaktflade i nærmiljøet, og at folk i det mindste vil kunne se, at vi ikke er farlige - heller ikke for børn - at venskaber måske kan opstå, og at vi derfor med tiden vil få mulighed for at dele de gode (gamle) nyheder med dem. Ikke sådan at forstå, at vi egentlig ikke er interesseret i dem og venskab med dem - det er vi bestemt, men det udelukker ikke viderebringelsen af evangeliet. Heldigvis. Og evangeliet er jo Liv.
Et andet forhold er værestedet for de prostituerede, The Door of Hope. Her har Laura og jeg indtil fornylig arbejdet en gang om ugen med rengøring. Laura er nu stoppet pga. ændringer i hendes prioriteringer, mens jeg fortsætter. At fortsætte har dog ikke været uproblematisk, for stedet kører ikke efter samme standarder som et lignende sted i Danmark. Jeg ønsker ikke at nævne specifikke ting, men der var forhold, der gjorde, at jeg valgte at tage en tænkepause i et par uger for at finde ud af, om jeg kunne have mig selv med i arbejdet. Altså: gik jeg på kompromis med så vigtige værdier i mit eget liv, at jeg i virkeligheden ikke kunne støtte stedet med min arbejdskraft? Heldigvis har vi en god ledelse her i kirken, som - fordi kirken og The Door of Hope har et samarbejde - gik ind i sagen for at ændre på nogle af forholdene. Hvad resultatet af denne proces er blevet, er jeg ikke fuldstændig klar over, for processen er endnu ikke afsluttet, og måske bør jeg også involvere mig selv noget mere i den, men jeg har truffet den beslutning, at om end ikke alle ting endnu er blevet ændret eller helt ryddet ud, så er det vigtigste dog, at processen er startet, og at ledelsen i The Door of Hope forholder sig lyttende og er villige til forandring. I et land, hvor socialforsorg nærmest er en by i Rusland/et sandkorn i Negevørkenen, er det måske også lige i overkanten at forvente danske standarder i socialt arbejde af denne karakter. Og faktisk sker der, på trods af mangel på det ene og det andet, rigtig meget godt i værestedets kælder: Mange kvinder har efterhånden fået en ny chance i livet, og dette arbejde ønsker jeg ganske enkelt at være en (beskeden!!) del af.
Et tredje forhold er forkyndelsen i menigheden. Jeg har, som nævnt i andre blogindlæg, ansvaret for bibeltimerne om tirsdagen, og det er ikke for en bestemt aldersgruppe, men derimod alle i menigheden. Børn er der (naturligvis..) ingen af, men fra Lauras og min alder og op til midthalvfjerserne, og hvordan rammer man en så aldersdifferentieret flok? Læg dertil, at vi selvfølgelig repræsenterer de forskellige intelligenser (ikke niveauer, men forskellige typer af intelligens), så har du efterhånden den samme udfordring som en dansk præst står overfor søndag efter søndag. Men vores udfordring stopper ikke der! Vi er nemlig én stor pærevælling af kulturer og dermed mentaliteter og temperamenter. Jeg vil faktisk tro, at Immanuelkirken kunne være repræsentativ for den samlede amerikanske smeltedigel, hvad menneskelig diversitet angår. Og hvordan skal man nu ramme en så broget flok? Her står jeg dog heldigvis ikke ene. Nej, endnu vigtigere: Jeg står slet ikke, men er båret af helligånden, og det satser jeg på og beder til, at min forkyndelse også er, og dermed burde der være en rimelig chance for, at alle tilhørerne kan tage noget opbyggeligt med hjem. Hvis ikke det - Helligånden - var tilfældet, tror jeg bare, jeg ville pakke kufferten og rejse hjem og blive ungdomsforkynder i en IMU på den jyske hede (intet ondt om den jyske hede eller IMU'er, men jeg forestiller mig dog, at en sådan forsamling ville være mere homogen).
Dette er tre af de udfordringer, vi står i, og jeg kunne nævne en del flere. Afslutningsvis vil jeg dog sige, at på trods af komplikationerne, så er kirkens, og som sagt The Door of Hopes, arbejde slet ikke spildt. Børnearbejdet kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om endnu, men vi satser stærkt på, at det kan blive til velsignelse for området både menneskeligt og ikke mindst åndeligt. Og bibeltimerne har i hvert fald været til nytte og oplysning for én af de trofaste tilhørere, og hvis det allerede har været godt, skal han bare glæde sig, for vi har endnu Jesus, Korset og Retfærdiggørelsen til gode - m.m.!! (Jeg er i gang med en serie af bibeltimer om Trosbekendelsen og er lige blevet færdig med Gud Fader).
Og en helt fjerde ting, som endnu ikke er blevet nævnt, er kirkens koncerter, som trækker fulde huse, og de Ny Testamenter vi har liggende fremme, som folk kan tage gratis, bliver nærmest revet væk ved disse anledninger. Og her er det vigtigt at bemærke, at et stort antal af koncertgængerne er jøder, heriblandt også nogle ortodokse.
Så selvom jøderne i udgangspunktet ingen tiltro har til kirken og de kristne, har Gud altså fundet en udvej (læs: indgang): musikken. Måtte musikken udvikle sig til himmelsk lovsang i deres hjerter!
Bed gerne for alt det ovenstående. Det er den vigtigste støtte, du kan give!
Kh. (Laura og) Jakob
