Hej Læser

I går fra kl.18 til 21.30 var Knut Arne, den norske volontør, og jeg til en Sudanesisk menigheds treårsjubilæum. Festligt!

Invitationen sagde, at festen startede kl.17, så Christian, vores præst, sagde, at vi bare kunne gå hjemmefra kl.18, så skulle vi helt sikkert nok være der, når det begyndte. Han fik desværre ret. Desværre, fordi vi ikke helt stolede på ham og i stedet cyklede afsted, så vi var der kl.18 og ventede en halv time en halv time efter ankomst... Men så blev vi til gengæld også behandlet rigtig godt: vist frem til forreste række og fik flasker med vand med det samme - selvfølgelig serveret af en storsmilende sudaneser. Der er nu ikke noget som en helsort, smilende afrikaner (ikke racistisk ment). De ser bare så utroligt glade og taknemlige ud. Meget inspirerende!

Og så er der deres æstetiske smag. Glimmer og stærke farver. Men sådan skal det være, og de kan bære det.

Mødet gik så igang. Det foregik til dels på arabisk, til dels på engelsk.

Vi sang kun få sange, men de gentager vers og omkvæd så mange gange, at en enkelt sang vel tager omkring 10-15 minutter. Det gjorde dog ikke noget med al denne gentagelse, for Knut Arne og jeg forstod alligevel ikke, hvad de sang, men at de var glade - nogle gange nærmest jublende - var der ingen tvivl om, og at det hele ærede Jesus, var også meget tydeligt, så det blev en rigtig god oplevelse.

Bedemøde midt i det hele havde vi også. Dog ikke bedemøde som vi plejer at gøre det i DK. Vi skulle bare blive stående, hvor vi var og bede, som det passede os. Nogle sang vist lidt, men sang kan selvfølgelig også være bøn.

Efter halvanden time blev det tid til en tale. Den skuffede. Altfor lovisk. Faktisk mindede den mig om nogle af de pietiske, gerningsretfærdige prædikener, jeg har læst i IMT anno 1920'erne. Men resten af festen var virkelig opmuntrende, og til allersidst fik vi kage, og dermed blev der sat et solidt punktum for en herlig aften ;)

Kh. Jakob