I fredags tog Lisbeth og jeg turen til Jeriko. En by der af mange bliver beskrevet som lidt af et hul i Palæstina. Fx kan man læse på internettet om høje skilsmissekvotienter, misbrug af kvinder og børn, mange lider af alkoholmisbrug, og mange unge piger ender i prostitution.

I Jeriko har det palæstinensiske bibelselskab et hus kaldt ”Jesus house of prayer,” hvor Samia sammen med sin mand, og nogle få andre ansatte fra det palæstinensiske bibelselskab, nogen gange i ugen arrangerer forskellige aktiviteter for de lokale kvinder, børn og teenagere. Med disse aktiviteter ønsker de at hjælpe denne gruppe til at tro på sig selv, og dermed få en mere meningsfuld hverdag.

Hver lørdag eftermiddag har de et tilbud om lektiehjælp til teenagepigerne, og en fredag i måneden mødes de med pigerne for at lave forskellige kreative eller sportslige aktiviteter sammen med dem. Det er her Lisbeth og jeg kommer ind i billedet. Vi skal nemlig være med til at stå for arrangementerne om fredagen og havde altså vores første gang i fredags.

Da vi kom til huset, blev vi mødt af nogle smilende og imødekommende piger. Med den viden jeg har om Jeriko, havde jeg forventet at møde nogle piger med et lidt slukket blik, men disse piger var på mange måder som teenagepiger er flest. De fjantede, grinede og havde det sjovt sammen. Hvilket var en positiv overraskelse. Måske er det et lille tegn på at Samias arbejde hjælper. At pigerne gennem de forskellige arrangementer kan få et frirum, få læsset af, får ny energi og mod på livet. Det er i hvert fald mit håb. De fleste af pigerne er muslimer. Ved arrangementerne bliver der ikke talt direkte om Jesus for pigerne, men det er mit håb, at de gennem det, vi gør for dem, og måden vi er der for dem på, kan vise Jesu kærlighed til dem.