Kære læser

Så blev det d. 1/12.. tjaeh.. så'n er det jo, og det har egentlig ikke så meget med sagen at gøre, for sagen fandt sted i går:
Vi havde bibeltime, og det handlede om retfærdiggørelse. Et mildest talt helt vidunderligt-fantastisk emne!!
Herunder var jeg blandt andet omkring troens væsen; at det er Gud, der vælger os og giver os tro og ikke os selv, der vælger ham og selv begynder at tro. Der er tale om forudbestemmelse, hvor svært det end kan være for vores logiske kapacitet at fatte det.
Og det var helt tydeligt også svært for nogle at fatte. Efter selve bibeltimen blev det ligefrem til en temmelig intens diskussion om, hvem der vælger hvem, og om mennesket har fri vilje ift. Gud. Det bibelske svar er nej. Vi har ikke fri vilje, selvom det overfladisk set kan se sådan ud. Gud er nødt til at gøre absolut HELE arbejdet for at frelse os. Men Paulus har tydeligvis ret i, at denne meget radikale påstand er en dårskab for gamle Adam, for den menneskelige natur.
I løbet af diskussionen blev jeg anklaget for ikke at tage synden seriøst, for hvis vi er forudbestemt til frelse og allerede hviler i Guds nåde, så tror folk vel bare, at de kan synde på nåden. Men det er jo en kæmpe fejlslutning! Der findes da ingen anden teologi, der taler så ekstremt om synden og tager den så alvorligt som den lutherske korsteologi. Her siges det lige netop, at mennesket er faldet totalt. Helt igennem. Der er intet at komme efter. Mennesket søger ikke Gud, og selv hvis Gud placerede sin frelsesgave lige foran snuden på mig, ville jeg aldrig nogensinde sige ja tak - med mindre Gud skabte det ja i mig. Så alvorlig er synden i os - og den skal bestemt også afsløres i alt sit fordærv, og så skal Gud ved sin vanvittige nåde have lov til at placere os i sit kærlige, varme og trøsterige skød bagefter. HAN skal gøre det, for kun han KAN gøre det.
Jeg håber bare, at folk her i menigheden med tiden vil nå til dybere og dybere erkendelse af denne umistelige kendsgerning. Det er jo Guds ord, og dette ord sætter fri. Især sætter det fri, når en person når så langt ud i sin anfægtelse og frustration over sig selv; over ikke at kunne finde (følelsen af) tro i sig selv, at han/hun intet andet håb har, end at det, der skete udenfor vedkommende på korset, er den eneste sande frelsesfaktor - og at Gud selv tager ansvar for at skabe tilliden til det.
Friheden er at vide, at jeg ikke behøver at (og heller ikke kan) vælge Jesus, men at han valgte mig ved at dø for mig, og hans død står fast og ikke kan gøres ugjort.

Jeg ved godt, at jeg - formuleret på en anden måde - sagde stort set det samme i sidste uge, men her på det seneste er det bare kommet meget tæt på. Det optager os meget. Sandheden og friheden er på spil. Og Jesu ære er på spil, for hvor får Jesus mest ære - der hvor jeg klarer min del af sagen ved vælge ham eller der, hvor han klarer HELE sagen?
Nå... igen kunne jeg blive ved - det er jo hamrende vigtige sager, men jeg stopper her.

Nyd freden på Korset og vinteren derhjemme! Så nyder jeg den vedvarende sol og endnu varme badestrand med vand ;)
Kh. Jakob