Kære læser

Dette bliver sidste indlæg - måske har du allerede 'tjekket ud', fordi vi jo er kommet tilbage, og arbejdet dermed er færdiggjort. Men behovet for en smule bearbejdning har meldt sig, så derfor et par tanker mere:

Den sidste uge gik rigtig godt! Farvellerne blev gode, og vi kom omkring alle de 'vigtigste' personer.

Christian havde givet mig lov til at tage prædikenen den sidste weekend, og her blev Luthers korsteologi foldet ud på baggrund af Joh 15,26-16,4, hvor Jesus taler om, at vidne for ham og derigennem opleve modstand. Korsteologien pressede sig på, idet Jesus her tydeligt opfordrer os til at komme til ham i alt, hvad vi udsættes for af smerte, modstand, forfølgelse, hån, byrder osv. Det er under ingen omstændigheder et spørgsmål om at tage sig sammen, når tingene er svære og bare være modig og standhaftig! Han opmuntrer os til at erkende vores svaghed og til gengæld modtage alt fra ham, først og fremmest visheden om, at Korset står fast; at der ikke kan rokkes ved vores fred med Gud, fordi der ikke kan rokkes ved Korset (derfor hedder det korsteologi). I virkeligheden er dette det eneste sikre, vi har i alt, hvad der hedder modgang. Men det er på den anden side også så sikkert, at det kan bære os hele vejen hjem!

Hmm.. ja, jeg skriver nok også dette, fordi jeg heller ikke selv har andet at holde mig til, virkelig holde mig til, så egen-påmindelsen er temmelig vigtig.

Og så kom vi hjem.. Til Copenhagen Airport. Det var egentlig ikke så fremmed for os ift. det, vi kom fra: Masser af vidt forskellige mennesker, butikker, lyde, lys osv. Til gengæld var det noget af et antiklimaks at træde ned på perronnen på Kolding togstation og gå de 300 m hen til busstationen en mandag eftermiddag. Dét skal opleves: At komme fra Verdens centrum - sådan kan Israel virkelig opleves pga. al mediebevågenheden, den religiøse spænding, politiske spænding, blandingen af de to, og så bare det at leve i en storby, Tel Aviv - og så lige pludselig stå i en dansk provinsby, se nogle cyklister trille forbi og en enkelt bil... Tjaeh, det blev simpelthen bare lidt ligegyldigt, tamt og kedeligt. Det var som om, intensiteten fes ud af livet. Okay, stærke ord, men det var ikke desto mindre min oplevelse.

Jeg kom mig dog hurtigt ovenpå stemningschokket, og Laura og jeg tilbragte en herlig uge hos hendes søster og svoger i Løgumkloster, inden vi kørte nordpå til Århus, hvor vi nu er vel installeret i ny lejlighed med plads til fire. Alligevel meldte en lidt anden variant af stemningschokket sig. Denne gang ikke som et 'chok', mere bare som snigende tanke: Der er en anden alvor og seriøsitet i landet, en anden. Danskere kan bestemt være alvorlige og seriøse, men jeg har oplevet det stærkere i Israel, fx når vi er stødt ind i mennesker - måske bare har set dem på gaden - og straks vidst, at disse er klar til at dø for deres overbevisning/tro, måske ligefrem også slå ihjel for den. Hvor mange danskere er det (og her tænker jeg ikke på det sidste)? Det hænger grangiveligt sammen med , at noget (Gud, Elohim, Allah) er større end den enkelte - derfor må det være ok at dø. Og selvom jeg er dansker og glad for at være det, så kunne jeg på mange måder bedre identificere mig med denne livsanskuelse: Alt er ikke relativt, jeg er ikke verdens centrum, jeg er ikke nødt til at forstå alting ud fra mig selv, jeg lever ikke for at realisere mig selv. Men derimod: Gud er størst og absolut, verdens centrum, den, hvor ud fra alt må forstås, og han skal realiseres, ved at vi ærer ham (og dermed realiseres vi også selv, men på en omvendt måde). Her havde jeg noget til fælles med jøder og muslimer, som jeg har svært ved at finde i mit forhold til mange danskere. Men dermed er jøderne og muslimerne ikke mere frelste end danskerne! - og heller ikke mig. Vi er allesammen lige afhængige af, at Gud besøger og forløser sit folk (Luk.1,68).

Og det gjorde han!! :)

Så hav et godt liv med masser af glæde i Herren!

Kh. Jakob og Laura

Kære læser

Endnu en uge...

I torsdags havde vi Youth Bible Study. Her var vi Laura, Knut Arne, Julia (ukrainsk messiansk jøde) og mig. Det blev til en rigtig god snak om, hvorfor vi beder om tilgivelse, og hvad vi har af tilgivelse i og med troen, troen på Jesus alene. Det var især Julia, der stillede spørgsmål, og det kunne jeg godt forstå, for hendes og vores opfattelse omkring ovenstående clashede en smule sammen (et helt igennem udramatisk og positivt clash). Hun er oplært til at tro, at vi er nødt til at bede om tilgivelse dagligt, før vores synder fjernes. Overfor denne troslære var det herligt at kunne vise til fx 1. Joh. 3,9 og lignende steder, der utrolig stærkt taler om den kristnes syndfrihed i Jesus. Selvfølgelig ikke syndfrihed som i at vi ikke gør synd, men frihed fra synden, fordi Jesus har fjernet den, og at den er fjernet så længe, vi tror på ham, og at syndsbekendelsen derfor er til for vores egen skyld og egentlig ikke Guds, fordi han ikke ser den - pga. Jesus.

Herligt at se, at det rørte hende og flyttede noget i hende. Alt andet ville også være en smule ærgerligt. At leve i troen på, at man skal huske at bede om tilgivelse for alle sine synder hver dag for overhovedet at kunne få tilgivelse, svarer jo stort set til katolsk praksis.

Igennem bibelstudiet her blev vi endnu engang bekræftet i, at en luthersk kirke har stor relevans her i landet.

Og så var vi på Outing i går. Menighedstur.

Vejret var godt! Nok lidt for varmt, men ellers godt. Her følger nogle billeder:

Den ældre herre i hvidt tøj til venstre er en slags munk og vist os rundt på retrætestedet Latrun midt i mellem Tel Aviv og Jerusalem.
Frokosten indtaget i træernes svalende skygge.
Videre fra Latrun til landsbyen Neve Shalom (Fredsoasen), hvor jøder og arabere i 40 år har levet sammen side om side i et slags forsoningsprojekt.

Hvad mere? Tjaeh... Det er vores sidste uge, og afskederne begyndte allerede i dag. Lidt mærkeligt og vemodigt. Vi glæder os til at komme hjem, men har ikke hastværk med at komme afsted. Forhåbentlig bliver det en god sidste uge. Bed gerne for det!

Kh. Laura og Jakob

Kære læser

Søndag aften og et par tanker, oplevelser og billeder:

Vi starter med nogle billeder fra tirsdag 17. maj, hvor Knut Arne var i hopla med bunaden på. Han lavede også kage til os alle sammen og serverede is for børnene - en meget fin måde at være nationalistisk på :)

Dagen før havde Knut Arne, Laura og jeg været på tur til Israel-museet i Jerusalem, og i det vi kommer hjem og krydser græsplænen foran vores hus, ser vi en to meter lang slange på vandring (krybning). Ejeren var der heldigvis, og jeg fik lov til at holde den. På det første billede lykkes det mig at fremtvinge et smil; jeg skal ærligt indrømme, at det ikke var sjovt! Slangen var ganske vist ikke giftig, men bide kunne den stadigvæk godt finde på, og det ville gøre ondt. Alting gik dog godt, og billedet blev da ok.

Her prøvede jeg at undgå, at den viklede sig om min hals.

Torsdag havde vi så Kids' Club, og mon ikke om slangemanden og hans kæledyr indfandt sig på græsplænen til stor interesse for vores børn. Der skete heldigvis ingenting, og efter 10 min., hvor det var komplet umuligt at få noget budskab igennem til de små, fik vi startet en leg, og lidt senere smuttede slangemanden (som for øvrigt er meget hyggelig med alle sine tatoveringer og øreringe)

Så blev det fredag, og Laura og jeg tog til Haifa og en konference for kristne studerende her i landet. Det blev en rigtig hyggelig omgang, da vi først kom i gang (der er noget med at starte til tiden, som det åbenbart kun er nord-europæere, der har forstået...). Det gjorde især indtryk på mig at se kristne jøder og arabere stå og lovsynge sammen, både arabiske og hebræiske lovsange. At aftenen efterfølgende blev en smule ødelagt af en alt for lang og dårlig tale om bøn, er godt nok lidt ærgerligt. Taleren sagde her en masse om vores indstilling i bøn, om at have tillid nok og være udholdende nok på en måde, som lagde hele bønneansvaret over på os og krævede en masse af os, mens Guds løfter og mægtige virke blev temmelig overset.

Her har luthersk kristendom igen en sund og frisættende bibelforståelse at byde ind med, og derfor er jeg rigtig glad for, at studentersekræteren i Israel, Zvi Belzer, er ansat af Israelsmissionen, kan blive præget ad den vej og være med til give det videre til alle dem, han kommer i kontakt.

God uge med ønske om masser af bøn, fordi Gud er barmhjertig og god!! :)

Kh. Jakob (og Laura)

Kære læser

Så blev det mandag og blogtid, men vi starter præcis for en uge siden, mandag d. 9. maj, hvor Laura, Knut Arne, Matthijs (hollandsk udvekslingsstuderende som kommer i vores kirke) var på tur til Mar Saba, et kloster 15 km øst for Betlehem i Judæ-ørkenen.

Vi prajede en taxi i Betlehem med en spinkel lille arabisk mand, som selvfølgelig lagde ud med at kræve med en det dobbelte af den pris, vi til sidst endte på. Okay, så var han sat i bås; endnu en nærig skiderik. Men mit syn på ham ændrede sig i løbet af køreturen. Han kørte nemlig så forsigtigt og ordentligt, og efter nogle km sagde han selv, at det var fordi, han kunne se, at kvinden (Laura) var gravid. Hmm, meget betænksomt.

Da vi så nåede frem til klosteret havde Laura fået det dårligt og kastede op lige udenfor bilen. Her chaufføren igen betænksom og fandt straks vand frem fra bagagerummet, og da jeg spurgte ham til noget papir, fik han også hurtigt fat i det. Super fin mand.

Efter en vidunderlig tur omkring klosteret - som virkelig er et syn værd!!! - spurgte vi chaufføren, som havde ventet på os, om han havde mulighed for at køre os direkte til Jerusalem. Hertil grinte han lidt og sagde, at hvis han bare kunne betale os det tredobbelte af, hvad vi nu betalte ham, og på den måde komme med os til Jerusalem, ville han være godt tilfreds! Med andre ord: Han var lukket inde på Vestbredden og kunne kun komme ud en gang i mellem.

Jeg vidste godt, at det forholdt sig sådan med de fastboende på Vestbredden, men har aldrig tænkt videre over det. I det jeg så mødte denne mand, blev det noget andet, for han var ægte, hjælpsom og venlig. Jeg kunne ikke fri mig for den tanke, at det bare bliver forkert, at lukke så mange mennesker inde for Israels sikkerheds skyld. Det forekom mig, at Vestbredden nærmest var ét stort fængsel, og hvad gør fængsler ved mennesker i længden...?

Problematikken blev selvfølgelig lige vendt på hovedet i går d. 15. maj: 3. internationale Intefada. Uroligheder i Gaza. En bus, der dræber en person og sårer andre i Tel Aviv, og grænsestridigheder ved Syrien og Libanon. Og dermed må jeg give Israel ret i, at de er nødt til at i meget høj grad at beskytte sig selv. Men hvor går grænsen for sikkerhedsforanstaltninger?

Tjaeh...

Bed for fred her i området!

Og nyd så et par billeder:

Vi gik ned ad stien til venstre i billedet forbi klosteret og kom op på den side, som kan ses på næste billede
Det øverste billede blev taget fra en position oppe på kløfteryggen yderst til venstre på dette billede.

Hav en god uge!

Kh.

Kære læser

Bare et meget kort indlæg:

I dag var Knut Arne og jeg til Outreach med The Bible Society (Bibelselskabet) inde fra byen. Vi satte et par borde op i en lille park tæt på Central Bus Station, et område hvor der er mange indvandrere, fremmedarbejdere og flygtninge. Fra bordene delte vi bibler på mange forskellige sprog ud, en gruppe fra bibelselskabet opførte også drama, og til sidst var der noget forkyndelse.

De to borde, vi havde sat op, stod et lille stykke fra hinanden, og på et tidspunkt kom der et par afrikanere gående fra det andet bord på vej over til og forbi os, og i det de passerede - hver af dem med en nylig erhvervet bibel i hånden - sagde den ene på engelsk med tyk afrikaneraccent: "It's da word of God. It's power!!"

Jaeh, det, synes jeg ganske enkelt bare, var så godt sagt, så det fortjente et blodindlæg.

Guds ord - Guds kraft!!

Og forresten var der også flere muslimer, der tog i mod bibler, så dermed har du/I fået et forbønsemne :)

God søndag i morgen!

Kh. Jakob - og Laura

Kære læser

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Golan med Jakob, præst i Jerusalem, Knut Arne, Lea, Mette og Kirsten.

Igen en vidunderlig tur, og der følger naturligvis billeder nedenfor...

Det sociale var utrolig godt, selvom vi var forholdsvis forskellige som personer.

Fysiske udfordringer var der nok af både for trænede og bedre trænede - her skal PræsteJakob have en stor tak for at tilrettelægge på en måde, der tilgodeså enkeltpersoner, samtidig med at fællesskabet havde førsteprioritet.

Og igen viste den israelske natur, at den har mere end sten, sand og badevand at byde på, men det er vist heller ingen hemmelighed længere!

Udsigt ud over Yehudia og Meshushim-kløfterne.. tror jeg nok..
Reje-springet... det ender godt!
Ren idyl!!!

Inden turen - som startede mandag og varede til onsdag - var det naturligvis weekend med gudstjenester, og det var blevet tid til den prædiken, jeg har fast én gang i måneden.

Teksten var om disciplene, der møder Jesus om aftenen påskedag og dernæst en uge senere igen, hvor Thomas også var tilstede. - En fantastisk tekst, bl.a. om tvivl, at prædike ud fra, og da jeg ser, at der sidder et par unge fyre, fra en kristen amerikansk familie, som kæmper en del med tvivl og spørgsmål til troen, og at der oveni dukker en kirkefremmed dansker op (hun kender en af de unge i menigheden), blev motivationen bestemt ikke mindre.

Jeg sagde noget om, at Jesus ikke roser os for tvivlen, men anerkender og imødekommer den, og bagefter nogle ord om, hvor troværdig opstandelsen er + +.

Efterfølgende var det interessant at høre, at både amerikanerne og danskeren havde fået noget ud af det. Måske burde det ikke overraske, for evangeliet er jo for alle, men når jeg ser det i praksis bliver det noget andet. Dér bliver det til opmuntring og glæde.

Præcis på samme måde som evangeliet om syndsforladelse kan gribe vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer, kan Jesu håndtering af tvivl også smelte vidt forskellige, skeptiske hjerter fra vidt forskellige kulturer.

Hav en fortsat glædelig uge!!!

Kh.

Kære læser

Jeg var lige ved at glemme den seneste uges rapport.

Som vi alle ved, har det været påske, og den er blevet behørigt fejret her i kirken med jødisk påskemåltid torsdag, liturgisk gudstjeneste Langfredag og opstandelsesgudstjeneste både lørdag og søndag.

Det var godt nok mærkeligt for mig at være med til gudstjenesten lørdag. Der skal helst være en stille og lidt langsom dag mellem fredag og søndag. Tiden skal nå at gå i stå, inden opstandelsesjubelen bryder løs. Men det når vi ikke Immanuelkirken, for de fleste af vores faste kirkegængere kan ikke komme til gudstjeneste søndag - Pessach, Påske eller ej - og derfor giver vi dem opstandelsen en dag i forskud.

På den anden side er alle vores gudstjenester - hele året rundt, stort set - opstandelsesgudstjenester, så set i det lys er det uproblematisk. Men alligevel lidt mærkeligt for en dansker.

Ellers har ugen været temmelig stille for mig; Laura har nemlig været i DK (kommer tilbage til mig i nat) til bryllup ved en god veninde. Min tid er blevet slået ihjel med bøger, film og strand - foruden alle gudstjenesterne. Jeg skal spare jer for detaljer om mine tårevåde nætter, henslæbt i dyb savn... Nu kommer hun jo tilbage, og så bliver jeg en standhaftig mand igen!

Alt vel!

Vi skrives ved i maj måned...

(Billeder fra påskemåltidet)

Det rigtige udstyr.
Påskeblomster.. de er i hvert fald gule. Kan ikke huske, hvad de hedder. PræsteChristian med sin søn og russiske Michael til højre.
Drengene linet op til sang.