Hej allesammen

Lidt nyt herfra:

Vi har det skidehamrende godt. Ja, undskyld udtrykket, men det har vi altsaa :)

Solen bager stadig, vandet er endnu ikke naaet under 20 grader og vores opgaver er ikke blevet mindre spaendende med tiden.

For et tre uger siden startede vi en ungdomsbibelstudiegruppe op. Vi har vaeret mellem 4 og 7 de tre gange, vi har vaeret samlet. Det bliver spaendende at se, om vi kan blive en stabil gruppe. Det kan dog blive svaert, fordi de fleste unge i menigheden er udvekslingstuderende, som kun er her et semester. Men dem, vi er i kontakt med, har dog givet udtryk for stor lyst til at vaere med og ogsaa et behov for det, hvilket jo er opmuntrende! Og nu er vi altsaa igang (Bed gerne for, at folk tager deres ikke-kristne venner med).

Ja, og saa er der noget, jeg er kommet til at taenke over de seneste uger: Hvor er det godt at vores kirke med den teologi, vi staar for, er her i byen!! Der er ganske enkelt et stort behov for luthersk, frisaettende, naadefokusseret forkyndelse og undervisning baade i vores menighed og ellers blandt joeder og andre kristne.

For nogle uger siden var vi sammen med vores nabomenighed (som ogsaa geografisk set er vores naboer); en messiansk-joedisk menighed. Dejlige mennesker. Virkelig! Mennesker med stor laengsel efter at se flere komme til tro, men jeg oplevede ogsaa, at det var mennesker, der gav sig selv for store byrder. Det var, som om deres opgaver fyldte mere end... - ja, det lyder maaske lidt gammeldags-fromt, men ikke desto mindre - Jesus. Glaeden over frelsen; det fuldendte vaerk og Helligaandens maegtige virke i os, loed til at vaere gledet i baggrunden. De betonede ganske vist meget staerkt, at kun Gud kan goere forskellen, men det var hele tiden opgaven, der optog dem, og de var virkeligt tyngede af det.

Jeg kom til at taenke paa Hebr. 12, som taler om, hvordan vi skal "holde ud i det loeb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender" og "Hold jer ham for oeje, som fandt sig i en saadan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive traette og miste modet." Lige netop det, at vi i langt hoejere grad kan holde os Jesus for oeje end vores opgaver, er en sandhed, som traenger til at blive belyst noget mere her.

Gerningsfokusset er ogsaa noget, jeg, som sagt, moeder hos medlemmer af menigheden. De siger (selvfoelgelig) aldrig, at det skal til for at blive frelst, men det kommer naesten til at lyde saadan nogle gange, og jeg er bange for, hvorfor de 'naesten' for det til at lyde saadan...

Der er ganske enkelt brug for en langt tydeligere skelnen mellem lov og evangelium her i omraadet, byen og landet. Kristne mennesker er og bliver fanger i deres eget gerningsfokus, hvis ikke evangeliet forkyndes radikalt.

Og derfor er vores kirke og teologi saa hamrende vigtig, fordi evangeliet om retfaerdiggoerelse og helliggoerelse og forloesning alene ved Jesus er fuldstaendig umisteligt for os!

Gud forbarme sig over os, hvis og naar vi traeder forkert her!

Forhaabentlig vil det naadefokus, som Christian staar for, spraede sig til andre menigheder. Opfat gerne dette som endnu et bedeemne!

Evangeliske hilsener

Jakob (og Laura)

Sen eftermiddag. Ca. halv fem eller lidt mere. Karen er på vej ud i det 21-22 grader varme vand. Lauras hoved stikker op lidt længere ude.
Tidligere samme dag. Her havde vi ikke gået særlig langt, men med den kulisse kunne vi have gået derfra og ind i evigheden...!!!
Vi er stort set lige startet. Ashdod i baggrunden. Humøret er højt og Barca-shortsene er på. Alting er med andre ord, som det skal være.

Et par timer senere nåede vi til det sted, du/I kan se på det øverste billede.

I fredags tog Lisbeth og jeg turen til Jeriko. En by der af mange bliver beskrevet som lidt af et hul i Palæstina. Fx kan man læse på internettet om høje skilsmissekvotienter, misbrug af kvinder og børn, mange lider af alkoholmisbrug, og mange unge piger ender i prostitution.

I Jeriko har det palæstinensiske bibelselskab et hus kaldt ”Jesus house of prayer,” hvor Samia sammen med sin mand, og nogle få andre ansatte fra det palæstinensiske bibelselskab, nogen gange i ugen arrangerer forskellige aktiviteter for de lokale kvinder, børn og teenagere. Med disse aktiviteter ønsker de at hjælpe denne gruppe til at tro på sig selv, og dermed få en mere meningsfuld hverdag.

Hver lørdag eftermiddag har de et tilbud om lektiehjælp til teenagepigerne, og en fredag i måneden mødes de med pigerne for at lave forskellige kreative eller sportslige aktiviteter sammen med dem. Det er her Lisbeth og jeg kommer ind i billedet. Vi skal nemlig være med til at stå for arrangementerne om fredagen og havde altså vores første gang i fredags.

Da vi kom til huset, blev vi mødt af nogle smilende og imødekommende piger. Med den viden jeg har om Jeriko, havde jeg forventet at møde nogle piger med et lidt slukket blik, men disse piger var på mange måder som teenagepiger er flest. De fjantede, grinede og havde det sjovt sammen. Hvilket var en positiv overraskelse. Måske er det et lille tegn på at Samias arbejde hjælper. At pigerne gennem de forskellige arrangementer kan få et frirum, få læsset af, får ny energi og mod på livet. Det er i hvert fald mit håb. De fleste af pigerne er muslimer. Ved arrangementerne bliver der ikke talt direkte om Jesus for pigerne, men det er mit håb, at de gennem det, vi gør for dem, og måden vi er der for dem på, kan vise Jesu kærlighed til dem.

Kære læser

Så er ugen ved at være gået, og i dag sendte vi min lillesøster, Karen, tilbage til DK efter seks virkeligt gode dage.

Jeg smider nogle billeder herind om lidt fra den tur, Karen, Laura og jeg havde mellem Ashdod og Ashkelon fra søndag til mandag. Vi tog sherutten fra Tel Aviv til Ashdod og fulgte så stranden - som vi også overnattede på - og endte i Ashkelon næste morgen. Her i byen kiggede vi på nationalparken og om eftermiddagen fandt vi en sherut hjem til TA.

Nå, men egentlig skriver jeg det her indlæg pga. en lille snak, vi havde i Sherutten om søndagen.

Karen fortalte, om alt det lækre mad, som forskellige institutioner i DK bare kaster i skraldespanden, fordi det har været fremme på et bord - også selvom ingen har spist af det.

Og så snakkede vi videre om hygiejne- og helsefanatismen i vores ellers så kære hjemland og begyndte at sammenligne det med forholdene her i landet, hvor en shawarma-mand sagtens kan stå og ryge hen over de grøntsager, han i næste sekund - med uvaskede hænder - propper ned i et pitabrød og langer hen over disken. Ingen problem. Og folk er tilsyneladende ikke mere syge her end i DK. Men noget andet, de bekymrer sig om, er Gud og andre store emner. Her er der ting og sager på spil for dem. Og så forekom det os, at man på en eller anden måde ser virkeligheden mere i øjnene 'hernede' - altså at man her går op i de virkeligt vigtige ting (indrømmet: hygiejne og helse er ikke det, eneste vi tænker på i DK, men nogle gange virker det næsten så'n). Nu skal jeg selvfølgelig passe på: Alle mennesker har til alle tider vendt Gud ryggen. Selv Paulus og Luther syndede; gik op i de forkerte ting og kørte Gud ud på et sidespor. Men alligevel..!!

Det blev i hvert fald en reminder for os tre danskere i sherutten om, at der er større ting i tilværelsen end sundhedspeditesser, og måske er der faktisk nogle samfund, der i større grad end andre har fattet dét. Så bare ærgerligt at de kender problemet, men ikke kuren.

Synden er de bevidste om (i hvert fald rigtig, rigtig mange af dem), men Jesus som frelser vil de ikke have med at gøre. Vi beder til, at Helligånden hurtigst muligt får rådet bod på denne fatale mangel!

Hav en god og ikke altfor hygiejnisk, men derimod Gudsfyldt weekend!

Laura, Jakob (og Karen)

Kære læser(-e)

Allehelgens weekend.

Her i kirken fejrer vi både gudstjeneste lørdag og søndag, så vi har allerede taget hul på denne påmindelse, om dem som gik forud, altså til gudstjenesten i går. Det foregik meget enkelt ved at Christian, i sin prædiken, forklarede, hvad Allehelgen handler om (hvilket Christian, vanen tro, gjorde rigtig godt: Jesu og dermed Livets sejr stod tydeligt frem!), og bagefter fulgte en stille stund, hvor vi kunne tænde et lys for en eller flere, vi ønskede at mindes, og placere det i et hult kors, fyldt med sand.

Jeg tændte fire lys for drengene og lod tankerne løbe lidt.

Især tænkte jeg på Thomas og Jakob, som jeg var tættest på mig. I prædikenen havde Christian mindet os om, hvordan de hellige (som vi er også er en del af), der gik forud for os, tit har lært os noget om troen; jeg har i allerhøjeste grad lært noget af Thomas og Jakob og vil gerne dele det her.

Jeg tager dem en af gangen. Thomas først.

Thomas og jeg havde jævnligt samtaler om troen, og det var dybe og væsentlige samtaler. Ingen lette løsninger - Thomas var jo til tider en tvivler, som havde brug for sikker grund at stå på. Noget, han især var optaget af, var også efterfølgelsen af Jesus; hvordan vi skulle leve det kristne liv som frelste og retfærdiggjorte. Personligt synes jeg godt, at fokuset kunne blive lidt skævt: Jeg synes, han kunne komme til at lægge meget pres på sig selv ved at snakke så meget om, hvad vi skal gøre fremfor, hvad vi har og ejer i Kristus (for nu at formulere det lidt højtideligt). Men når samtalen fortsatte, og Thomas skulle beskrive eller forklare det dybeste i sit eget trosliv, endte han altid ét sted: Han havde ikke andet end håb om, at Jesus ville frelse ham. Og håbet havde han ikke en gang, forstået som et håb han mærkede og kunne trøste sig ved. Han håbede bare. Det var to udstrakte hænder, som ikke var bevidste om deres udstrakthed, fordi det var rent eksistentielt, ren overlevelse. Han klyngede sig til Jesus i håbet. Jesus var nødt til at frelse ham. Bottomline. Thomas kom aldrig længere end det håb.

Gud være priset for det! Og derfor kom Thomas så langt.

Jakob gav mig et par andre perspektiver på troslivet.

Det første stærke indblik i Jakobs tro fik jeg for nogle år siden gennem hans ærlige indrømmelse af, at han ofte havde søgt efter en 'knap'. Knap i overført betydning, for han mente en knap, som han kunne trykke på for at slukke troen, slukke for Gud. Der var ikke glæde nok i det kristne liv for ham. Guds bud var for hårde. Bjergprædikenen var en ørkenvandring at komme gennem, for han erkendte, hvor uendeligt langt fra at kunne efterleve Jesu formaninger deri, han var. Bl.a. derfor ville han gerne slukke for troen. Han orkede den ikke længere. Og han ledte efter den knap. Virkelig! Men han kunne ikke finde den, og efterhånden som det blev ved, oplevede han, at den knap ganske enkelt ikke ville findes. Gud ville ikke lade sig slukke.

Bottomline var, at Gud ikke ville give slip på ham. Jakob indså, at han aldrig selv havde produceret eller valgt sin tro. Han var Guds valg, og Gud holdt kærligt og solidt fast i ham.

Med tiden skete der også noget ved Jakobs trosliv. Det ændrede karakter. Som ovenfor beskrevet, hvilede bud og formaninger tungt på ham, men det blev heldigvis ikke ved på samme måde. Vi læste i fællesskab noget litteratur, som på sandt evangelisk vis - hamrende radikalt!!! - bragte Guds nåde i spil, og Jakob blev mere og mere afhængig af den nåde. Det gjorde jo noget ved byrderne. Og det var ikke opdigtede byrder. Jakob var bare klar over, hvor dybt synden stak, hvor langt fra Gud han var, og hvilket behov han derfor havde for barmhjertighed. Der var tale om elementær og ærlig syndserkendelse.

Og så var der en gang, hvor vi var til en gudstjeneste sammen, og der skete nogle fejlslutninger i prædikenen. Loven blev talt - altså alt hvad vi skal - men evangeliet manglede. Fuldstændig. Da vi kom ud derfra, havde Jakob et mildest talt forpint udtryk i ansigtet. Han sagde til mig, at han aldrig ville komme der igen. Han kunne ikke holde til det. Han kunne ikke holde til ikke at modtage nåde og barmhjertighed. Hvis han ikke fik det, var han færdig.

Nåden havde gjort Jakob afhængig af Nåden.

Gud være priset for det! Og derfor kom Jakob også så langt.

Ære være deres minde!

Kære læser

Det her er et længere indlæg om nogle overvejelser ovenpå de første par måneder i byen. Bare så du er forberedt!

Inden afrejse i midten af august stod det ikke fuldstændig klart for Laura eller mig, hvad vi kom ned til af opgaver og forhold. Vi håbede begge, at vi kunne blive involveret i arbejde, som både omhandlede diakoni på den ene side og noget mere missionalt på den anden (to sider af samme sag kan man argumentere for, og ja, sandt nok i nogle tilfælde, men man kan også se tiltag og begivenheder som isolerede størrelser og dermed kategorisere dem som det ene eller det andet. Som kirke er det dog sandt, at alle vores tiltag samlet set er to eller flere sider af samme sag: at formidle Guds nåde til os selv og menneskene omkring os), og det har vi også fået lov til, men bestemt ikke uden udfordringer og komplikationer.

Lad os starte med Laura og det arbejde for børn, hende og Lisbeth (præstekonen) prøver at igangsætte nu. I Danmark ville det være forholdsvis ukompliceret at starte sådan noget arbejde - forestiller jeg mig. Man kunne vel skrive et lille indlæg om det i lokalavisen, finde et sted, ude eller inde, samle et repertoire af børnelege (og hvis man vil lave noget kristent, kunne man anskaffe sig min farmors nye børnebibel (...så skulle den arv være sikret...) og læse op fra den) og købe kiks og frugter. Ingen problem. Men her i landet er man straks under mistanke, hvis man kommer fra en kirke, for det kunne vel tænkes, at Laura og Lisbeth ville begynde at missionere for børnene, hvilket er ulovligt. Bibelfortællinger og alt, hvad der lugter af kristendom, skal altså være luget ud og gemt langt væk! Servere kiks og frugt ville heller ikke være uproblematisk, for L og L kommer, som sagt, fra kirken, og derfor vil bespisningen kunne blive opfattet som en slags bestikkelse for at få børnene - måske med forældre - til at komme forbi vores gudstjenester, og bestikkelse for omvendelse er også ulovligt. Dermed står L og L tilbage med muligheden for at lege med børnene samtidig med, at de vil så meget mere. Håbet for dette børnearbejde er dog, at det må kunne give os fra kirken en kontaktflade i nærmiljøet, og at folk i det mindste vil kunne se, at vi ikke er farlige - heller ikke for børn - at venskaber måske kan opstå, og at vi derfor med tiden vil få mulighed for at dele de gode (gamle) nyheder med dem. Ikke sådan at forstå, at vi egentlig ikke er interesseret i dem og venskab med dem - det er vi bestemt, men det udelukker ikke viderebringelsen af evangeliet. Heldigvis. Og evangeliet er jo Liv.

Et andet forhold er værestedet for de prostituerede, The Door of Hope. Her har Laura og jeg indtil fornylig arbejdet en gang om ugen med rengøring. Laura er nu stoppet pga. ændringer i hendes prioriteringer, mens jeg fortsætter. At fortsætte har dog ikke været uproblematisk, for stedet kører ikke efter samme standarder som et lignende sted i Danmark. Jeg ønsker ikke at nævne specifikke ting, men der var forhold, der gjorde, at jeg valgte at tage en tænkepause i et par uger for at finde ud af, om jeg kunne have mig selv med i arbejdet. Altså: gik jeg på kompromis med så vigtige værdier i mit eget liv, at jeg i virkeligheden ikke kunne støtte stedet med min arbejdskraft? Heldigvis har vi en god ledelse her i kirken, som - fordi kirken og The Door of Hope har et samarbejde - gik ind i sagen for at ændre på nogle af forholdene. Hvad resultatet af denne proces er blevet, er jeg ikke fuldstændig klar over, for processen er endnu ikke afsluttet, og måske bør jeg også involvere mig selv noget mere i den, men jeg har truffet den beslutning, at om end ikke alle ting endnu er blevet ændret eller helt ryddet ud, så er det vigtigste dog, at processen er startet, og at ledelsen i The Door of Hope forholder sig lyttende og er villige til forandring. I et land, hvor socialforsorg nærmest er en by i Rusland/et sandkorn i Negevørkenen, er det måske også lige i overkanten at forvente danske standarder i socialt arbejde af denne karakter. Og faktisk sker der, på trods af mangel på det ene og det andet, rigtig meget godt i værestedets kælder: Mange kvinder har efterhånden fået en ny chance i livet, og dette arbejde ønsker jeg ganske enkelt at være en (beskeden!!) del af.

Et tredje forhold er forkyndelsen i menigheden. Jeg har, som nævnt i andre blogindlæg, ansvaret for bibeltimerne om tirsdagen, og det er ikke for en bestemt aldersgruppe, men derimod alle i menigheden. Børn er der (naturligvis..) ingen af, men fra Lauras og min alder og op til midthalvfjerserne, og hvordan rammer man en så aldersdifferentieret flok? Læg dertil, at vi selvfølgelig repræsenterer de forskellige intelligenser (ikke niveauer, men forskellige typer af intelligens), så har du efterhånden den samme udfordring som en dansk præst står overfor søndag efter søndag. Men vores udfordring stopper ikke der! Vi er nemlig én stor pærevælling af kulturer og dermed mentaliteter og temperamenter. Jeg vil faktisk tro, at Immanuelkirken kunne være repræsentativ for den samlede amerikanske smeltedigel, hvad menneskelig diversitet angår. Og hvordan skal man nu ramme en så broget flok? Her står jeg dog heldigvis ikke ene. Nej, endnu vigtigere: Jeg står slet ikke, men er båret af helligånden, og det satser jeg på og beder til, at min forkyndelse også er, og dermed burde der være en rimelig chance for, at alle tilhørerne kan tage noget opbyggeligt med hjem. Hvis ikke det - Helligånden - var tilfældet, tror jeg bare, jeg ville pakke kufferten og rejse hjem og blive ungdomsforkynder i en IMU på den jyske hede (intet ondt om den jyske hede eller IMU'er, men jeg forestiller mig dog, at en sådan forsamling ville være mere homogen).

Dette er tre af de udfordringer, vi står i, og jeg kunne nævne en del flere. Afslutningsvis vil jeg dog sige, at på trods af komplikationerne, så er kirkens, og som sagt The Door of Hopes, arbejde slet ikke spildt. Børnearbejdet kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om endnu, men vi satser stærkt på, at det kan blive til velsignelse for området både menneskeligt og ikke mindst åndeligt. Og bibeltimerne har i hvert fald været til nytte og oplysning for én af de trofaste tilhørere, og hvis det allerede har været godt, skal han bare glæde sig, for vi har endnu Jesus, Korset og Retfærdiggørelsen til gode - m.m.!! (Jeg er i gang med en serie af bibeltimer om Trosbekendelsen og er lige blevet færdig med Gud Fader).

Og en helt fjerde ting, som endnu ikke er blevet nævnt, er kirkens koncerter, som trækker fulde huse, og de Ny Testamenter vi har liggende fremme, som folk kan tage gratis, bliver nærmest revet væk ved disse anledninger. Og her er det vigtigt at bemærke, at et stort antal af koncertgængerne er jøder, heriblandt også nogle ortodokse.

Så selvom jøderne i udgangspunktet ingen tiltro har til kirken og de kristne, har Gud altså fundet en udvej (læs: indgang): musikken. Måtte musikken udvikle sig til himmelsk lovsang i deres hjerter!

Bed gerne for alt det ovenstående. Det er den vigtigste støtte, du kan give!

Kh. (Laura og) Jakob

På tur til Akko med Knut Arne tv. forrest, Morten tv. bagerst

Micaela th. bagerst og mig selv forrest th.

Vores ven fra den gamle by, som troede at Jakob havde to koner.
Jakob og Julie i Hizkijas tunnel. Jakob kunne ikke længere udholde den klaustrofobiske følelse.

Og så er det vist ved at være min tur. Jakob mener jeg burde undskylde mine manglende indlæg på den kære blog..undskyld mange gange, det skal ikke ske igen:-)

I dag har vi været i Cæserea, ude og se et storslået bygningsværk af Herodes den store, eller rettere ruinerne efter det. Det er bestemt et meget seværdigt sted. Turen blev selvfølgelig afsluttet med en badetur, skønt at kunne springe i havet 1. november.

En dejlig uge venter forude.

På fredag tager Lisbeth og jeg til Jeriko for første gang. Vi skal tilbringe eftermiddagen sammen med nogle palæstinensiske unge kvinder. Planen er at vi skal male på glas. Det bliver spændende hvordan det kommer til at gå, da hverken Lisbeth eller jeg har gjort det før. Jeg ser rigtig meget frem til at møde kvinderne.

Kh. Laura